Vi overser noget ved manosfærens fremgang

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Hvis du møder Buddha, så slå ham ihjel.«

Udtrykket er et velkendt zenbuddhistisk koan – en paradoktisk anekdote – og en mulig fortolkning er at udvise en vis skepsis over for dem, der påstår at have fundet sandheden.

Men det er netop, hvad mange af influencerne fra manosfæren proklamerer, de har.

Den seneste dokumentar på Netflix fra den britiske filmmager Louis Theroux – ”Inside the Manosphere” – har her formået endnu en gang, og med gode grunde, at sætte nyt fut i bålet i den sprængfarlige debat om kønsforståelser. For blandt manosfærens disciple lever Buddha i bedste velgående – han har ovenikøbet sixpack og kører Lamborghini.

Med sin væren, der ved første øjekast virker afmonterende, men også opsøgende og kritisk, besøger Louis Theroux adskillige skikkelser inden for manosfæren. De fleste seere har været optagede – og med rette formentlig også forargede – af misogynien og de konspirationsteoretiske samt antisemitiske udsagn, der florerer i dokumentaren. Herunder holdninger som, »manden bør være diktatoren i hjemmet«, »kvinder ved ikke, hvad der er bedst selv«, eller »verden er styret af en hemmelig jødisk elite«.

Det kan være en god idé at tage to panodiler på forskud, inden man sætter sig til rette i sofaen, for at man ikke får alt for ondt i hovedet af perlerækken af idioti.

Der er ingen tvivl om, at disse holdninger bør konfronteres og sættes under kritik. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der findes et overset aspekt, der er mindst lige så vigtigt at have for øje: Hvordan kan det være, manosfæren formår at tiltrække et stigende antal unge mænd? Hvad er det, der giver anledning til, at dette fænomen – der tidligere var forbeholdt randen – nu angiveligt nyder så stor en udbredelse og popularitet på sociale platforme?

Det får mig på tanker om stifter af logosterapien Viktor Frankls begreb om det eksistentielle vakuum, som udfoldes i ”Man’s Search for Meaning”.

Det eksistentielle vakuum betegner for Frankl en mangel på meningsfuld orientering i tilværelsen; en følelse af total og slet meningsløshed i livet. Han kædede blandt andet dette fænomen sammen med, at traditioner, der tidligere fungerede som ledestjerner, var eroderet.

Med en nylig afmontering af mere klassiske maskulinitetsforståelser kunne man så ikke forestille sig noget lignende for mange samtidige mænd? Man kan sige meget om manosfærens forskruede kompas, men er det ikke netop en retning og noget at stræbe efter, de tilbyder?

Hvis man føler sig fremmedgjort og uden en plads i verden, så er det måske ikke så mærkeligt, at et stigende antal ser op til dem, der lover netop dette.

Lad det stå klart, at jeg på ingen måde sympatiserer med manosfærens holdninger, hvis det kunne lyde sådan. Det forekommer for mig som æstetikerens evige jagt på at få bugt med fortvivlelsen gennem selvophøjelse og tomme værdier – for at låne lidt fra Søren Kierkegaard.

Men jeg kan til gengæld sympatisere med forvirringen i at skulle mejsle sig en identitet ud af livets marmorblok, om at finde sit ståsted i verden og med forestillingen om som ung mand at skulle bevise noget for sig selv og andre. Alt, man i princippet har til sit navn, er potentiale – mulighedernes byrde er den tungeste, for at blive ved Kierkegaard.

Tilslutningen til manosfæren kan anskues som symptomatisk på et større problem, der i bund og grund handler om behov for anerkendelse og meningsskabelse. Et anliggende, vi ikke kan løse ved udelukkende at konfrontere og forholde os kritisk til manosfærens kontroverser – men i stedet ét, der skal søge at forstå, hvorfor disse forskruede guruer overhovedet synes attraktive for et stigende antal unge mænd til at starte med.

Hvis vi ikke formår det, er det ligesom at blive ved med at tage panodiler uden at forstå, hvorfor patienten overhovedet har ondt i hovedet.