Går du om bord i en midterregering, støder du endegyldigt på grund, Troels Lund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Valgets tale blev, at samtlige partier, der havde deltaget i SVM-regeringen, blev straffet mere eller mindre hårdt for deres rolle i dette samarbejde. Danskerne ønsker blokpolitik, selvom det er blevet et fyord i de mere frelste politikeres mund. Her tænker jeg særligt på Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne og De Radikale.

Deres mantra er en opløsning af blokpolitikken til fordel for »samarbejde hen over midten«. En vending, der bliver udtrykt så kælent, at den kunne være udtalt af en børnehavepædagog.

Derfor blev det kun til en mindre tilbagegang for Moderaterne og ligefrem fremgang for De Radikale.

I modsætning til Liberal Alliance er Venstre og Konservative udset af Lars Løkke Rasmussen til at være spydspids for hans higen efter magt og ministerpost. Men de to borgerlige partier må netop se en bunden opgave i at afvise Løkke én gang for alle.

Det giver mindre magt her og nu, men til gengæld så meget mere mening for erklærede borgerlige politikere. Farvel til ministerbil – men til gengæld en mere klar blå ageren i en borgerlig opposition – sikkert til den nu vragede venstremand Jan E. Jørgensens dybe beklagelse.

Men hvis Troels Lund Poulsen igen giver efter for Lars Løkke Rasmussens underskønne lokketoner om magt og indflydelse, vil det gå ham og Venstre som skibene på Rhinen, der af den skønne kvinde Lorelei med sin sang blev lokket i ulykke i den farlige strøm.

Danskerne blev på det skammeligste bedraget af Jakob Ellemann-Jensen i 2022, som faldt for Mette Lorelei Frederiksens sang. Falder Troels Lund Poulsen for damens toner i 2026, grundstøder partiet og får ikke en tredje chance i mange år fremover.

De Konservative blev belønnet ved valget for at sige nej til Mette Frederiksens lokketoner. Yderligere vedtog partiet forrige år et nyt partiprogram, som er betydeligt mere konservativt end det gamle. Som Lars Kaaber, chefredaktør på Kontrast, siger, har det overrasket flere af de konservative folketingspolitikere siden, så deres parti faktisk »ikke er så socialdemokratisk, at det gør noget«.

Og jeg kan tilføje Poul Schlüters modsatte ord om, at »han ikke er så konservativ, at det gør noget«. Kan vi lære noget af den historie? Måske, at de i forbindelse med sloganet om »de arbejdende stemmer« lige skal gøre sig klart om, hvem disse »arbejdende stemmer« nu skal arbejde for. Forhåbentlig ikke Mette Frederiksen!