Lussinger er en ting, men hvad med de grimme ting, børn bliver kaldt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Du kan i teorien blive dømt for psykisk vold, hvis du bliver ved med at kalde dit barn grim, ulækker og uønsket. Eller hvis du igen og igen truer med at hive tænderne ud på dit barn, bortadoptere det og råber vildt og voldsomt, hver gang dit barn kommer til at spilde mad på blusen eller snubler over en fortovskant.

Eksemplerne stammer fra samtaler med børn på BørneTelefonen og HØRT – som i øvrigt i gennemsnit har syv samtaler om dagen med børn om psykisk vold – men risikoen for at blive straffet for at begå psykisk vold er i praksis ret teoretisk.

Den 1. april var det syv år siden, psykisk vold blev strafbart, alligevel er der endnu kun 10 straffesager, hvor en voksen er dømt for at udsætte et barn for psykisk vold. Kigger vi på straffesager med fysisk vold, har der i samme periode været 2.719 tilfælde, hvor en voksen er dømt for fysisk vold mod et barn.

Den forskel vidner om, at lovgivning gør noget, men er milevidt fra at kunne løse problemet alene. Se bare på revselsesretten, som blev afskaffet i 1997. Det er næsten 30 år siden, og alligevel viser en rapport fra Børns Vilkår, at hvert sjette barn i en 8. klasse har oplevet fysisk vold i hjemmet.

Samme rapport viser, at lige så mange oplever psykisk vold – den voldsform er dog meget sværere at opdage og sætte ind over for. Fra samtaler på BørneTelefonen, HØRT og bisidningen i Børns Vilkår ved vi f.eks., at mange børn og unge slet ikke ved, hvad psykisk vold er. Mange ved heller ikke, at det er både forkert og strafbart, når deres forældre gentagne gange truer eller skælder voldsomt ud. Det skal alle børn vide.

Noget tyder også på, at flere voksne mangler viden om psykisk vold. Sidste år spurgte Børns Vilkår voksne, om de ville underrette, hvis de kendte til fysisk og psykisk vold mod et barn. 61 pct. svarede, at de ville lave en underretning, hvis de kendte til fysisk vold mod et barn, men kun 43 pct. ville lave en underretning, hvis de kendte til psykisk vold. Ingen af resultaterne er prangende, men tyder jo især på, at psykisk vold ikke bliver mødt med samme alvor.

En ændring kræver, at vi taler højt om, at psykisk vold eksisterer i lige så høj grad som fysisk vold. At det gør lige så ondt som fysisk vold – nogle af de børn, BørneTelefonen taler med, fortæller, at psykisk vold faktisk er værre.

For selvom de kan stå med brækkede knogler, brændemærker og åbne sår ved fysisk vold, er det, som børnene siger, »hurtigere overstået« end den psykiske vold, der følger dem som en skygge. Derhjemme er det uhyggelig stilhed, grimme ord og onde øjne. Og når de forlader hjemmet, følger den psykiske vold med gennem opkald og sms’er, hvor de bliver svinet til, overvåget og kontrolleret.

Konsekvensen bliver børn og unge, som risikerer at udvikle ptsd og angst. De risikerer at lukke sig om sig selv, for hvem vil være ven eller partner med en, der er »grim«, »ulækker« og »uønsket«? De risikerer at ende uden uddannelse og job, for hvordan kan de blive til noget, når de hele livet er blevet behandlet som afskum?

Derfor må straffen for psykisk vold ikke kun være noget, der i teorien sker. Og derfor skal alle have langt mere viden om psykisk vold, så den kan blive opdaget.

Med en ny regering forude er der en oplagt mulighed for netop det. Børns Vilkår anbefaler, at man får undersøgt, hvorfor der er så få straffesager om psykisk vold, om børns rettigheder er på linje med voksnes i sagerne om psykisk vold, og om bevisførelsen er for vanskelig.