Venstre-kandidat: Vi brugte alt for lang tid på at forklare, hvad vi ikke vil

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det netop overståede folketingsvalg leverede nok en gang et hårdt slag til Venstre. Med 10,1 pct. af stemmerne endte vi på det dårligste valgresultat i partiets historie.

Men vi må ikke lade os slå ud. Vi har før oplevet en for Venstre lav vælgertilslutning i et splittet Folketing og genfundet kursen.

De seneste år er vores parti blevet flået i fire. Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Moderaterne repræsenterer hver sin fløj. Venstre er fanget i spændingsfeltet i midten.

Hvad er Venstre? Venstre er det eneste parti, der kan samle disse borgerlige fløje i én folkeligt forankret bevægelse.

Det kræver, at vi opbygger en ny vision for fremtidens moderne Venstre. En vision, der giver vælgerne et reelt alternativ til, hvordan vi indretter det danske samfund.

En ny platform kræver nødvendigvis en levende og åben debat, der inddrager græsrødderne. Blandt andet skal vi formulere en offensiv klima- og miljøpolitik, insistere på et borgerligt-liberalt fællesskabsbegreb og altid sætte mennesket før systemet.

Tiden er inde til at trække i arbejdstøjet.

Vælgerne i 2026 er illoyale. De stemmer ikke efter klassetilhørsforhold, men en kombination af økonomisk egeninteresse, værdier og enkeltsager.

Dette mere mudrede billede afspejler sig i den hastige oprettelse og nedlæggelse af snart det ene, snart det andet parti samt de store svingninger i partiernes tilslutning.

For vi i Venstre er det dermed blevet sværere at fastholde forankringen som et folkeparti, der har opbakning i hele Danmark.

Tabet af partiets to mandater i København er illustrativt. En del af forklaringen på tilbagegangen skal formentlig findes i drikkevandsdiskussionen.

Det blev ganske enkelt for nemt at udstille Venstre som et parti, der ikke prioriterer beskyttelsen af vores grundvand. Og når vi bliver uklare på de spørgsmål, der betyder mest for flest, mister vi vores folkelige gennemslagskraft.

Samtidig er Venstre blevet splittet i fire partier.

Moderaterne har taget en del af de pragmatiske, midtsøgende vælgere. Danmarksdemokraterne har trukket mange vælgere til sig i landdistrikterne. Og Liberal Alliance har opsamlet ideologisk markedsliberale i byerne.

Imens står Venstre tilbage – spændt ud mellem tre borgerligt-liberale poler, der engang udgjorde den folkelige koalition, som samledes i partiet.

Men selvom disse tre partier repræsenterer hver sin borgerlige strømning i den danske befolkning, er der fortsat kun ét parti, der kan samle det borgerlige Danmark. Kun ét parti kan forene vælgerne på tværs af førnævnte poler og udfordre Socialdemokratiets selvbestaltede førstefødselsret til Statsministeriet.

Det parti er Venstre.

Men skal vi fortsat kunne det, kræver det en ny og offensiv politisk platform.

Det var symptomatisk for vores valgkamp, at vi brugte meget tid på at forklare vælgerne, hvad vi ikke vil, og reagere på andres forslag.

Vi må i stedet præsentere et tydeligt borgerligt-liberalt alternativ. Hvad vil Venstre med Danmark?

Det er ikke nok at være et administrationsparti, som vælgerne stemmer på, når der skal styr på økonomien og en sikker hånd ved roret. Hvis Venstre skal genrejses, kræver det en offensiv og positiv fortælling.

Lad mig blot fremhæve tre eksempler på, hvor vi kan sætte ind.

For det første skal vi formulere ambitiøse svar på vores klima- og miljøudfordringer. For mange vælgere, og særligt de unge, er disse spørgsmål afgørende. Men vi må også erkende, at vi i for høj grad har overladt den grønne dagsorden til venstrefløjen.

Klimakampen er borgerlig. Den handler om den verden, vi giver videre til vores børn. Og den handler om at frigøre Danmark og Europa fra vores energiafhængighed af autokratiske regimer.

På samme måde bør vi være i offensiven, når det kommer til at beskytte vores miljø. Det var Venstre, der lancerede idéen om den grønne trepart. Vi stod i spidsen for et forlig, der samler naturorganisationer, landbrug, industri, fagbevægelse, kommuner og staten om danmarkshistoriens største grønne aftale.

Venstre bør være drivende i at bygge nye, grønne trepartsaftaler for fremtidens miljø- og klimapolitik. Og hvis Venstre igen skal være et parti med bred folkelig appel, må vi fjerne enhver tvivl hos vælgerne om, at enkelte erhvervs interesser sættes over den almene befolknings ve og vel.

For det andet må vi opbygge et klart, borgerligt-liberalt fællesskabsbegreb. Alt for længe har venstrefløjen haft held til at sætte lighedstegn mellem fællesskabet og velfærdsstaten.

Men fællesskabet skabes ikke hos staten eller gennem højere skatter. Det skabes i familien og foreningslivet, det lever i vores fælles sprog, kultur og historie. Vi taler i Venstre meget om frihed. Men friheden bliver meningsløs uden ansvar.

Et borgerligt-liberalt fællesskabsbegreb handler derfor først og fremmest om det ansvar, vi har over for hinanden. Det skal ligge til grund for nye svar på de udfordringer, vi står over for på eksempelvis velfærdsområdet.

For det tredje skal vi i Venstre insistere på, at systemet er til for at tjene borgerne – ikke omvendt.

Dette princip skal stedse ligge til grund for måden, vi indretter vores offentlige sektor på. Om så det gælder indførelsen af et vurderingsloft, indtil der kommer styr på vurderingssystemet, forenkling af indkomstskatten eller styrkelse af borgernes rettigheder i skattesager. Og vi skal ikke bare mene noget om dagsordenerne. Vi skal eje dem.

Disse hegnspæle skal underbygges af en ambitiøs økonomisk politik med fokus på arbejdsudbudsreformer, færre administrativt ansatte i staten og oprydning i vores afgiftssystem.

Som led i dette skal vi også gøre Danmark til et langt bedre land at drive virksomhed i ved for eksempel at sænke selskabsskatten, skabe bedre rammer for selvstændige og styrke vilkårene for investering, vækst og udvikling i hele Danmark.

Alt dette skal fremfor alt ske med et konstant blik for, at vores land skal hænge sammen. Tiltag må derfor hele tiden sikre en balanceret udvikling i både byerne og landdistrikterne.

Endelig lever vi med det alvorligste trusselsbillede siden Anden Verdenskrig. Et stærkt forsvar, forsyningssikkerhed og økonomisk robusthed skal være grundforudsætninger for den til enhver tid førte politik. I den nuværende situation er dette det absolut vigtigste for vores land. Venstre er partiet, der kan levere det i tæt samarbejde med vores europæiske allierede.

Venstre har før mødt stor modgang og rejst sig.

I 1987 landede vi et valgresultat på 10,5 pct. i et Folketing med et stort antal partier. Over en periode på 14 år formåede partiet at genrejse sig til det historiske valgresultat på 31,2 pct. i 2001.

Vi kan gøre det igen. Men kun hvis vi tør genopfinde Venstre som det samlende, folkelige borgerligt-liberale parti. Lad os trække i arbejdstøjet.