Jernmarkerne er blevet en trussel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er næppe nogen tvivl om, at debatten om jernmarkerne har reduceret tilbagegangen for Støjbergs danmarksdemokrater til to.

Jernmarkerne er et så tydeligt symbol, at det er umuligt at overse i land mod by-kampen, der er de eneste principper, Danmarksdemokraterne mestrer i kampen for opmærksomhed i medierne.

Europa er i gang med en større omlægning af energistrukturen tvunget af Ruslands aggressive handlinger i Ukraine og ikke mindst af USA’s lukning om sig selv.

I den sammenhæng bliver Danmarksdemokraternes indædte kamp mod sol- og vindenergi skadelig politik i europæisk sammenhæng og ikke mindst i kampen for menneskehedens overlevelse i et længere perspektiv.

Bevares, indvendingerne reduceres ved at forlange, at vindmøller skal placeres på havet, og solcellerne på byernes tage, så ingen landboeres synsfelter forstyrres, og ingen bønders marker omlægges på en måde, så sensible landboeres nerver bliver overbelastede. Det allestedsværende krav om “ude af syne, ude af sind” kan fastholdes.

Med henvisning til at det må være byboerne, der må tage den på sig, ligesom de må finde sig i at se sig præsenteret for drikkevandsforurening og forsvundet dyrevelfærd som et resultat af afhængigheden af at spise kød.

Vi har således noget på hinanden, der indtil videre er på lager i grønne treparters bestræbelser på at overkomme land/by-konflikten, der er Danmarksdemokraternes tilskud til den politiske samtale.

Vi må bede Inger Støjberg om at lægge snæversynet til side og i det mindste prøve at forholde sig til virkeligheden og fællesskabets reelle betydning for den højt berømmede sammenhængskraft.

Det påstås nok, at landboerne bliver udsat for mistrivsel og vistnok også manglende arbejdspladser, men fruen kan dog ikke påstå, at de, der bor der, ikke modtager al den støtte, de måtte have brug for til at opretholde produktion af både nødvendige og overflødige varer.

Af en eller anden grund kan Danmarksdemokraterne ikke stille sig tilfreds med at være en del af folkefællesskabet, hvilket jo virker en smule overraskende i betragtning af den allestedsværende fortælling om bonden, der nusser kalven bag ørerne og udtrykker sin kærlighed til alle de dyr, han har i sin varetægt.

Forsvaret for netop denne livsstil, som er selvbedrag, og tilflyttende bymennesker, der insisterer på særbehandling, når de nu har søgt ud i ensomheden og de åbne landskaber dækket af monokulturel produktion af fødevarer til grise, der leverer 25.000 kadavere på kortere tid, end mødrene kan nå at sige øf, er naturligvis en skændsel, som ingen bør kunne vende ryggen til.

Det store flertal, der er nødt til at befinde sig i byer, hvor livskvalitet løbende bliver reduceret af sammenstuvning, der tvinger flere og flere til at leve på mindre og mindre plads til højere og højere priser, har indtil videre fået ondt af grisene.

Måske ligger der en uerkendt frygt for, at det bliver fremtiden for dem selv, hvis de ikke tilkendegiver, at denne måde at behandle andre levende væsner på må stoppe.