Et fravalg af dåben er også at vælge for dit barn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Statistikkerne siger, at dåbstallet falder, og i kirkelige kredse arbejder en kommission med dåbsritualet. Som kirke er det naturligt at ønske flere børn døbt.

Spørgsmålet er, om den primære årsag til det faldende dåbstal skal findes i ritualet eller i tidsånden. Tidsånden taler, hver gang forældre fravælger dåben med sætningen: “Mit barn skal selv vælge.” Forældreansvar forbindes med idéen om barnets selvbestemmelse. Problemet er, at vi hverken kan eller skal undlade at vælge for vores små børn.

Du vælger, hvad dit barn skal hedde, hvilket tøj det skal gå i, hvilken institution det skal i, hvilke tv-programmer det må se – og listen kunne fortsætte. Vi vælger hele tiden for vores børn. Det er en bunden opgave som forælder at træffe valg for ens barn, mens det er lille, som klæder det bedst på til at blive større. Vi øser fortællinger ind i vores små børns liv, der lærer dem, hvem de er, og hvad de er rundet af. Men barnedåben fravælger vi, for deres tro skal de tilsyneladende selv vælge.

Lad os slå én ting fast: Dit barn, dit valg. Og al respekt for det, du vælger! Det, jeg gerne vil udfordre, er idéen om, at et fravalg ikke er et valg – og at fravalget bunder i en misforstået opfattelse af det kristne trosbegreb.

At fravælge dåben er også at vælge for dit barn. Det er at runde dem af fortællingen om, at de ikke er en del af det fællesskab, kristendommen er. De kan selvfølgelig senere vælge det til og lade sig døbe. Men lad os være ærlige: For mange store børn, der skal døbes forud for konfirmationen, er det pinligt – og for den voksne, der lader sig døbe, kræver det ofte en dybere overbevisning.

Mon ikke en udmeldelse af folkekirken for den, der ikke ønsker medlemskab, er lettere end at skulle voksendøbes for den, der bare gerne vil være en helt almindelig del af fællesskabet. Med andre ord: Når du fravælger barnedåben, træffer du et større valg på dit barns vegne end ved at vælge dåben til. Og det er helt i orden – men så stå ved det, og tag ansvaret på dig.

Der er formentlig mange årsager til, at vi som folk er blevet åndsforskrækkede; historiske, religiøse kendsgerninger, aktuelle forhold med andre religioner, sammenblanding af religion og politik – eller måske har man fundet steder i de bibelske tekster, som man ikke kan stå inde for. Ganske vist tales der om en kristen vækkelse for tiden, men også denne tager udgangspunkt i “den personlige tro” og idéen om selvbestemmelse.

I folkekirken taler vi – omend måske ikke tydeligt nok – om en anden form for tro. Troen, som vi døber på, er ikke menneskets tro, men Guds.

Det er ikke en fortælling, vi selv skal give form, men en fortælling, der former os. Vi døbes ind i en kærlighed, der er grænseløs og uden modkrav. Det er virkelig en mangelvare i en tidsånd, der er så præget af præstationer og meritter, og hvor vi tror, at det hele står og falder med os.

Kristendommen taler ind i de livserfaringer af lys og mørke, ethvert menneske med tiden gør sig: at livet er godt, selvom det gør ondt. At du er værdig, selvom du fejler. At du ikke skal finde meningen i dig selv, men at du bliver meningsfuld i kraft af dine medmennesker. Alt det, vores hjerter ved, fordi vi erfarer det, får ord og begreber i kirken. Det betyder noget, for uden sprog for tilværelsen mister vi forståelse for den og mistrives i det liv, der hellere skulle leves.

Vi kan vælge at bære vores børn frem til den fortælling, eller vi kan lade være. Valget er frit! Men vælge for vores børn, mens de er små, det skal vi.