Lav dog mændenes internationale "kom ind i kampen"-dag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP forleden kunne man læse en kommentar af Mikkel Tranborg. Her fremføres det, at en lille kvindelig elite har manipuleret danske kvinder til at tro, at de længes efter individuel og økonomisk frihed, men i virkeligheden vil forsørges af en mand.

Det er tilmed årsagen til skilsmisser og lav fertilitet. Midlet er såkaldte »usynlige mekanismer«, der holder kvinder væk fra materiel velstand, lighed og individuelle behov. Kvinder bør i stedet søge gensidig samhørighed og partnerskab (med en mand forstås).

Dette søges underbygget gennem reference til en undersøgelse, hvor en fjerdedel af de yngre danske kvinder siger, at de gerne vil forsørges. At lige så mange i samme undersøgelse siger, at de ønsker kontrol over deres økonomi, og lige så mange siger, at de er stolte af at være økonomisk uafhængige.

Hvis vi for et øjeblik ser bort fra en selektiv anvendelse af undersøgelsen, så kan man undre sig over, at Mikkel Tranborg kun snakker om kvinder og ikke om mænd.

Det er kun kvinder, der skal søge partnerskab og samhørighed og ændre deres opfattelse af verden. Mænd derimod skal ikke eller gør det helt af sig selv?

Vender vi tilbage til undersøgelsen, giver den faktisk en god indikation på, hvorfor kvinder måske ikke gider.

Undersøgelsen viser nemlig meget tydeligt, at kvinder allerede i dag påtager sig samhørighed og partnerskab.

Men også, at mændene ikke rigtig gør. Med undtagelse af at betale regninger, holde styr på teknologi og stå for at reparere ting, så varetager kvinder i meget højere grad de opgaver, som hører under partnerskabet.

I øvrigt er der ca. lige så mange kvinder, der står for reparationer, som der er mænd, der står for rengøring, vasketøj og deslige (hhv. 43 og 48 pct.).

Undersøgelsen viser videre, at det, kvinder efterspørger hos en partner, er mental og emotionel tilstedeværelse, deltagelse i hverdagens gøremål såsom rengøring og madlavning, men også børnenes behov og gøremål.

Så måske handler det ikke om, at kvinder vægter individuel frihed og økonomisk uafhængighed og partnerskaber og samhørighed, men om at partnerskaber og samhørighed kræver to parter.

Og her promoverer Mikkel Tranborg (måske helt bevidst?) en verdensopfattelse, hvor kvinder ikke skal søge frihed og økonomisk uafhængighed, men forblive i en kvinderolle anno 1930.

Mændene i øvrigt det samme, må man formode, eftersom mænd slet ikke omtales af Mikkel Tranborg.

Måske fokus i stedet skulle være på mænd. At mænd også deltager i partnerskabet og søger samhørighed. At mænd også løfter deres del af partnerskabets opgaver (hvilket de i undersøgelsen selvrapporteret ikke gør).

Alt i alt ender Mikkel Tranborg i sit forsøg på at afsløre de »usynlige mekanismer« som illusoriske mest af alt med at bekræfte, at illusionen er virkelig, og at kvinder skal tilpasse sig mænd og hjem og ikke omvendt.

Mikkel Tranborgs udgangspunkt var kvindernes internationale kampdag. Måske danske kvinder i lige så høj grad som at kæmpe egen kamp håber på en ny kampdag.

Vi kan kalde den mændenes internationale ”kom ind i kampen”-dag.