Debatten om drikkevand kørte af sporet i valgkampen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så er valgkampen slut. Vi lever i en urolig verden, hvor der er krig mange steder. Hvor vi med en række beslutninger i klimaets hellige navn har gjort os dybt afhængige af omverdenen.

Hvor vores sikkerhed gennem Nato er stærkt udfordret af en præsident i USA, hvis mentale tilstand må betvivles. Hvor rigsfællesskabet er på spil med trusler om angreb på og annektion af Grønland. Hvor Danmarks (og) EU’s konkurrenceevne, som er grundlaget for vores velfærd, er i frit fald i forhold til andre kontinenter.

Og hvor vi risikerer at blive løbet over ende fra Afrika, vores enorme nabo mod syd, der kigger ind i en firedobling af kontinentets befolkning inden for blot de næste 50 år.

Der er således nok at tage fat på, og man kunne derfor med rimelighed forvente en valgkamp, hvor visionerne om, hvilket samfund vi ønsker for vore børnebørn om 50 år, for en gangs skyld kunne være det centrale. Og alligevel var det emne, der fyldte mest, noget så jordnært som vores drikkevand. Et fokus, som er et eklatant udtryk for virkelighedsflugt, da vi i Danmark i forvejen generelt har særdeles rent og velsmagende drikkevand, og da der ingen tegn er på, at dette forhold vil blive forandret i fremtiden.

At vores politikere i valgkampen fokuserede på politik i småtingsafdelingen, som f.eks. vores fortrinlige drikkevand, skyldes to forhold.

For det første, at forandringer i en verden, som er svære at begribe og at handle på, gør det trygt at begrænse debatten til enkle, overskuelige og letforståelige emner.

For det andet, at Miljøministeriet i januar 2026 udgav en rapport “Analyse af reguleringsmuligheder for beskyttelse af drikkevandet”, som var en åben invitation til en kappestrid om at blive højestbydende. Den presbold kunne vore partiledere ikke lade ligge, og statsministeren kom sågar på valgkampens sidste dag helt op på den store klinge og ophøjede et sprøjteforbud til et ultimativt krav i de kommende regeringsforhandlinger.

Dette – undskyld mig – hysteriske fokus på drikkevand er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, fordi den politiske aftale fra november 2024, som blev indgået med den grønne trepart som løftestang, ikke indeholder noget som helst om drikkevand og altså heller intet om forbud mod sprøjtegifte.

Dengang – for 16 måneder siden – lyttede man formentlig til sagkundskaben, som nu ryster på hovedet over valgkampens budskaber, og hvor f.eks. professor Nina Cedergren, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, København, udtaler, at der er »pisket en stemning op«, og at et sprøjteforbud er en »decideret dårlig idé«.

En anden sagkyndig professor Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, påpeger, at diskussionen om et generelt sprøjteforbud er »skudt langt over målet«, og at der »stort set ikke er nogen sprøjtegifte tilbage, der udgør en risiko«.

Når røgen har lagt sig, og det bliver hverdag, kan man håbe, at fornuften indfinder sig. At beslutningstagerne erkender, at rapporten fra Miljøministeriet, som for øvrigt er undsagt af Fødevareministeriet som useriøs, på ingen måde giver udtryk for, at vores grundvand er giftigt eller på vej til at blive det.

I stedet for unødvendige, men stjernedyre generelle tiltag bør der fokuseres på de konkrete reelle problemer. Det gælder særligt i sårbart og ungt grundvand, ikke med fokus på pesticider, men på nitrat og i særlig grad på PFAS (syntetiske, fluorholdige stoffer, der er ekstremt svært nedbrydelige, og som mistænkes for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende), og som væsentligst kommer fra andre kilder end landbruget.

Måtte politikerne vise mådehold og sikre en afstemt, proportional, målrettet og meningsfyldt håndtering af vort generelt fortrinlige drikkevand.