Køn må ikke afgøre, om voldsramte får hjælp eller ej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Er du udsat for vold og kontakter et krisecenter, kan du få adgang til offentlig finansieret ambulant rådgivning. Hvis du vel at mærke er en kvinde. Er du som mand udsat for vold, har du ikke samme mulighed.

Justitsministeriets offerundersøgelse fra 2023 viser, at mænd udgør 43 pct. af ofrene for partnervold. I Mandecentret bliver vi hvert år kontaktet af næsten 2.000 mænd, som har brug for hjælp. Mænd, der har været udsat for både fysisk og psykisk vold, og som ofte selv har svært ved at anerkende, at det, de igennem flere år har været udsat for i deres hjem, i deres trygge rammer, har sat dybe ar på både sjæl og krop. For mænd kan klare sig selv. De kan forsvare sig, og de beder ikke om hjælp.

Det er i hvert fald den forståelse, mange mænd bliver mødt af, men som også bor i dem selv. Mange mænd fortæller os, at de har forsøgt at kontakte Mandecentret flere gange, men bakker ud ved målstregen, fordi de alligevel ikke kan få sig til at række ud og bede om hjælp.

»Mine problemer er ikke store nok«, »andre har det jo nok langt værre end mig«, og »jeg vil ikke optage en plads fra andre«. Det er ofte sætninger, vi hører fra mændene. De identificerer sig heller ikke med at skulle på krisecenter og søge beskyttelse, når nu de er mænd, der kan klare sig selv.

Det vidner om, at der er et stort behov for hjælp til voldsudsatte mænd. Mange af dem har brug for et sted, hvor deres oplevelser og udsathed bliver forstået. Den hjælp behøver ikke altid, faktisk langtfra, være et langvarigt krisecenterophold.

Et kortvarigt, intensivt ambulant forløb er ofte nok til at erkende volden, acceptere den og finde modet til at flytte sig væk fra den. Men fordi den ambulante indsats, Mandecentret yder, er 100 pct. afhængig af frivillige ressourcer, er der mange mænd, der ikke kommer igennem og får den hjælp, de har brug for.

Det er et stort problem, at voldsudsatte bliver forskelsbehandlet alene på baggrund af deres køn. Det er ikke rimeligt, og det sender et tydeligt signal om, at beslutningstagerne ikke tager mænds oplevelser og behov alvorligt. Samtidig er det med til at låse os fast i en gammeldags og arketypisk forståelse af køn, som ikke hører til i 2026.

En tidlig indsats til mænd og fædre kan bidrage til, at deres krise ikke forværres, og at man undgår en social deroute. At familiens krise ikke ender som en sag i Familieretshuset og rammer børnene. At konfliktniveauet mellem parterne ikke ender i vold, chikane eller stalking. Og at mænd og fædre anerkendes for den vold, de har været udsat for.

Et ophold på krisecenter er både en stor omkostning for samfundet og en stor belastning for de involverede voksne og børn. Derfor giver det god mening – både samfundsøkonomisk og familiemæssigt – at sætte ind tidligt og forebyggende. Også for mandlige ofre.

Antallet af mænd, der henvender sig til Mandecentret, er stigende år for år. Men når rådgivningen ikke er finansieret, har vi ikke kapacitet til at hjælpe alle de mænd, der har brug for det.

Derfor vil der – hvis ikke rådgivningen bliver finansieret – fremover være et meget større behov for krisecenterpladser, fordi mænd ikke får hjælp i tide, men først når deres situation er akut.

En finansieret ambulant rådgivning til mænd vil derfor bidrage til at holde de offentlige udgifter til krisecentre nede og give mænd den samme adgang til hjælp som kvinder.