Farvel til SVM: Nekrolog over en god idé

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For første gang i mange år fik Danmark i 2022 en flertalsregering hen over midten. En regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. En konstruktion, mange på forhånd afskrev som skrøbelig, men den leverede resultater:

201 politiske aftaler på godt tre år. Heraf 182 indgået sammen med partier fra begge sider af Folketinget. Store aftaler og vigtige reformer inden for forsvar, sikkerhed, sundhed, klima og økonomi.

De tre partier viste samarbejde, ansvar og styrede Danmark gennem efterdønningerne af corona, stigende inflation og et markant ændret sikkerhedspolitisk billede. Den viste os vælgere, at politik ikke behøver være blok mod blok, men kan være løsninger hen over midten.

Allerede før valget begyndte sprækkerne dog at vise sig. Diskussioner om konventioner, interne uenigheder og en tiltagende politisk positionering. Som om det pludselig blev vigtigere at markere forskelle end at finde løsninger.

Mange vælgere må have stået undrende tilbage. Hvordan kan partier, der har siddet i regering sammen, truffet mange beslutninger og taget ansvar i at lede landet, pludselig fremstå som hinandens største modstandere.

Var det hele blot et taktisk spil? Skulle A hente røde vælgere, og skulle V trække de blå vælgere hjem igen? Var det så planen, at man bagefter skulle finde sammen igen?

I stedet for at vælge at stå sammen som regering i en valgkamp, fremstod regeringspartierne splittede, uharmoniske og i åbent skænderi med hinanden. Man kunne følge med i en politisk skilsmisse.

Det er svært ikke at få en følelse af, at politik til tider minder mere om et cirkus end om ledelse af et land med et formål. Når et stærkt samarbejde den ene dag bliver afløst af skænderier den næste, efterlades man som vælger med en oplevelse af, at positionering er vigtigere end ansvar.

Det kan få tilliden til beslutningstagerne til at smuldre, fordi skiftet i adfærd virker meget uforståeligt. Måske var en samlet flertalsmidterregering i virkeligheden blevet for stærk for de andre partier i Folketinget, fordi den udfordrede den klassiske blokopdeling i en grad, som både opposition – og måske også dele af regeringen selv – havde svært ved at leve med.

Nu står vi så med alternativet. Vi vender tilbage til det velkendte spil, hvor positioner vejer tungere end resultater, og hvor kompromiser bliver opfattet som svaghed i stedet for styrke. Regeringen var ikke perfekt. Men den viste noget vigtigt, da den fungerede allerbedst: at ansvar kan deles. At løsninger kan findes. Og at politik ikke behøver være konflikt. Det var måske til tider lidt kedeligt, men vi kommer helt sikkert til at savne det.