Redzepi er ikke den eneste
Den detroniserede Noma-chef er blot en af mange i restaurationsbranchen, der udsætter personalet for vold, udskamning, seksuel chikane, mobning, ydmygelser m.m.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der bliver skrevet og sagt en del om de forfærdelige arbejdsforhold i restaurationsbranchen, antændt af Noma-chefen René Redzepis beslutning om at træde tilbage.
Det er lykkedes kendiskokken Henrik Boserup at beskylde en anden kendiskok, Hannah Grant, for at hive feminismekortet. Arbejdsmiljøet i branchen skal tages dybt alvorligt, og vi må aldrig acceptere, at debatten bliver kogt ned til at handle om køn, og det defineres ikke af kendiskokke. Arbejdsmiljøet mærkes og føles af de mange, mange almindelige mennesker, der bruger deres arbejdsliv i branchen. Særligt vores elever mærker den grove ende af et dårligt arbejdsmiljø.
Jeg har arbejdet i 3F i snart 14 år. Før det har jeg selv arbejdet i restaurationsbranchen i mange år. Jeg møder dagligt branchens elever på blandt andet Hotel- og Restaurantskolen og lytter til deres oplevelser fra branchen. For dem er det bestemt ikke breaking news, at der er kæmpe problemer med arbejdsmiljøet. Heller ikke, at René Redzepi fra Noma behandler sit personale meget skidt. Det har de vidst i årevis.
Jeg har lyttet til elevernes oplevelser fra branchen i 14 år. Lad mig give et par eksempler på de oplevelser:
En 17-årig mandlig elev fortæller, at han kastede op hver morgen, inden han skulle møde på arbejde. Han kastede op af frygt for dagens ydmygelser.
En 28-årig tidligere soldat fortæller, hvordan han blev nødt til at søge ud af branchen efter endt uddannelse på grund af verbale ydmygelser på sin læreplads.
En mandlig 18-årig elev fortæller, hvordan hans mandlige 20 år ældre souschef på arbejdsdag nr. to spørger ham, om »han vidste, at en pikkemand kan bruges til at voldtage børn«.
En kvindelig 20-årig elev fortæller, at hun skulle arbejde ni dage i streg 14 timer om dagen på en michelinrestaurant.
En 26-årig mandlig elev fortæller, at han blev fyret efter 10 ugers læretid på grund af én sygedag, hvor han arbejdede 15 timer om dagen, seks dage om ugen. Hans sygemelding var, fordi han faldt om af udmattelse.
En 19-årig mandlig elev fortæller, at på en 18 timers vagt fik han intet at spise og måtte ikke gå på toilettet.
En elev fortæller, at han blev bedt om at spise sin mad fra skraldespanden.
En elev på 18 år fortæller, at eleverne på hans læreplads blev bedt om at slikke køkkenchefens nosser.
Flere elever fortæller, de enten er blevet presset eller tvunget til at tage coke eller andre hårde stoffer af deres køkkenchef eller kolleger.
Jeg har lyttet til beretninger om seksuelle overgreb, verbale ydmygelser, afpresninger, vold, trusler og alt det, der ligger derimellem. Alle de ovennævnte eksempler er mindre end tre år gamle.
I branchen fortsætter vi med at sætte fokus på problematikken. For vi elsker den her branche. Vi elsker dens muligheder og dens potentiale. Og vi kommer til at insistere på, at det kan lade sig gøre at eliminere branchens brodne kar.
Det ville klæde kendiskokkene at stå skulder ved skulder med branchens fremtid – eleverne – og anerkende udfordringerne og hjælpe med at stoppe det.