Glemmer I, så husker jeg – at I også for 45 år siden talte om problemerne i landbruget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Engang var jeg ghostwriter. Det er 45 år siden. Og under valgkampen har det næsten føltes, som om tiden har stået stille. For som dengang er der nu diskussion om velfærd i svineproduktionen, døde fjorde og risikoen for, at vi om føje år ikke har rent drikkevand.

Men lad mig deklarere. I det sidste år af Anker Jørgensens sidste regering og en fire års tid af partiets oppositionsperiode var jeg journalist i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Men ghostwriting for spidser og menige kom til at fylde stadig mere. For eksempel større eller mindre taler, artikler, kronikker eller dele af dem.

Det var en travl tid, for der var i reglen omkring 60 mandater at skrive for.

I perioden blev jeg ret skarp på debatten om landbrugets indflydelse på miljøet. Debatten havde været i gang længe, men tog rigtig fart, da Ritt Bjerregaard i oktober 1985 skrev den artikel i Jyllands-Posten – jeg var ikke involveret i den, så fjern bare høtyven – som af nogle blev udlagt til, at hun havde kaldt landmænd for miljøsvin.

Så ghostwriteren fik rigeligt om ørerne. Større medier ville gerne have uddybende indlæg af spidserne, og mange lokale medier ville gerne have et aktuelt indlæg af det lokale folketingsmedlem. Ritt Bjerregaard havde flere hjælpere og skrev, som i øvrigt også Svend Auken, udmærket selv. Men indimellem bidrog jeg med input til taler eller hele artikler. Jeg skulle dog lige lære nogle ting først. For eksempel hed det på rittsk ikke sprøjtemidler, men sprøjtegifte.

Men ellers kan det såmænd være ligegyldigt, om jeg plukker fra debatten dengang eller fra den aktuelle. Hun frygtede, at vi om 30-40 år ikke havde rent grundvand, men at der ville være forurenede boringer overalt. Så der skulle skrides ind nu med restriktioner.

Der skulle også sættes ind over for kvælstof og fosfor og omfattende dræning, der påvirkede både grundvand og iltsvind og livet i havmiljøet. Der skulle afgifter og kontrol til, for frivillige aftaler med landmændene virkede ikke, hvad enten det gjaldt brug af kunstgødning, sprøjtegifte, sprøjtefri zoner omkring boringer eller produktion og udkørsel af gylle.

Emnerne er heller ikke ukendte i dagens valgkamp, selv om der gennem årene er kommet tre vandmiljøplaner, en grøn trepart og en masse andet. Griseopdræt blev dog ikke diskuteret meget i 80’erne. Det gør det nu, og det er da en forskel.

Men forhåbentlig skal der ikke gå 45 år, før erhvervet forholder sig moralsk til 25.000 døde smågrise om dagen i stedet for at hævde, at hver eneste svinebonde hver dag arbejder seriøst på at skubbe velfærden et nøk fremad. Nogle slår også om sig med statistikker, og andre satser på teknikken som nye stalde eller fremdrift af en mere robust gris, der bedre tåler mosten. Melodunten kendte vi også for 45 år siden – frivillighed, kommende tekniske løsninger og uændret produktion, og skulle den alligevel falde, måtte samfundet til lommerne.

Skulle der være nogen, der placerer mig politisk ved at analysere min fortid og mine nutidige synspunkter, så kan jeg fortælle, at jeg i tæt på 50 år har stemt blankt ved alle folketingsvalg. Jeg støtter demokratiet ved at stemme, men jeg gider ikke hovskisnovski-politikere, der misbruger ”mandaternes logik” til at svigte alle løfter og så ellers harcelerer over uretfærdig politikerlede.

Men man har altså kunnet finde mig ved stemmeurnen ved hvert folketingsvalg. Og en dag sætter jeg måske endda også et kryds på sedlen, hvis der igen kommer et parti, der hylder kontraktpolitikken.

Det kan godt være, jeg er uenig i det meste af dets program. Men så har jeg i det mindste selv og ikke et løftebrud bestemt, hvad jeg får. Og det gør mig bestemt ikke noget, hvis et bindende løfte er, at landmændene skal sørge for gode vilkår for smågrisene, og at det skal være for deres egne og ikke mine penge.