Fortsæt til indhold
Debatindlæg

København får de trafik-millioner, Nordjylland mangler

I København bruges 712 millioner på investeringer i togtrafikken. Nordjylland er ved at blive koblet af Danmark.

Mads Emil Lüthje JørgensenStuderende, transportingeniør, formand, Radikale Aalborg
Steffen HelledieEU-konsulent, Norddanmarks EU-kontor, folketingskandidat, Radikale, Nordjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man vil se forskelsbehandling i Danmark, skal man bare kigge på jernbanekortet.

I resten af landet elektrificeres jernbanen, der bygges nye spor, og staten jagter EU-støtte til nye projekter.

Men nord for Limfjorden sker der ingenting. Her må borgere og virksomheder klare sig med en enkeltsporet jernbane med begrænset kapacitet og uden elektrificering. Alt for længe er Nordjylland blevet glemt i statens infrastrukturinvesteringer.

Vendsysselbanen har i dag massive flaskehalse for kørsel med flere tog. Store dele af strækningen er enkeltsporet, hvilket betyder, at tog konstant må vente på hinanden ved få krydsningsstationer. Det gør det svært at køre flere afgange og gør forsinkelser svære at håndtere.

Og det er ikke bare et lokalt problem. Banen indgår i Jyllandskorridoren, som EU har udpeget som en del af det transeuropæiske TEN-T-netværk, der skal forbinde Skandinavien med Centraleuropa.

Med andre ord er jernbanen i Nordjylland direkte udpeget som sikkerhedskritisk infrastruktur, der effektivt skal kunne anvendes, hvis Danmark skal i krig. Alligevel behandles den som en sidebane.

Det, der er dybt paradoksalt, er, at mens Nordjylland må leve med en enkeltsporet bane, kan regeringen uden problemer finde penge til nye spor i hovedstaden – endda med massiv EU-støtte. Her investerer staten glædeligt i et nyt krydsningsspor ved Kalvebod. Hvorfor?

Jo, den nu afgåede transportminister sagde, at »det er positivt, at EU støtter med så stort et beløb, for kapaciteten omkring Øresund får stadig større betydning. Både for passagerer og varer, men også for muligheden for at transportere militære køretøjer på tværs af landegrænsen.« Altså, nøjagtig de samme vilkår som i Nordjylland.

Hvis man kan få EU til at betale for et overhalingsspor i København, kan man også gøre det i Nordjylland. Virkeligheden er nemlig, at infrastrukturen i Vendsyssel allerede i dag begrænser udviklingen.

Havne som Hirtshals og Frederikshavn er centrale knudepunkter for transporten mellem Danmark, Norge og Sverige.

Alligevel kan jernbanen ikke udnyttes fuldt ud, fordi kapaciteten er for dårlig. Samtidig gør et andet problem sig gældende.

Mens store dele af det danske jernbanenet bliver elektrificeret, er Nordjylland ved at blive koblet af udviklingen. Elektrificering er helt afgørende, hvis vi vil have moderne tog, bedre drift og mere godstransport på bane.

Jernbanegods udleder nemlig kun omkring 20-25 pct. af CO₂-udledningen fra tilsvarende vejtransport.

Alligevel har transportminister Thomas Danielsen gang på gang afvist elektrificering af jernbanen nord for Aalborg. Konsekvensen er åbenlys: Nordjylland risikerer at blive koblet af den fremtidige togtrafik i Danmark.

Det er stik imod regeringens egne ambitioner om mere transport på jernbane. Det er stik imod EU’s transportpolitik. Og det er stik imod sund fornuft.

Hvis Danmark mener det alvorligt med grøn omstilling og sammenhængskraft, kan man ikke lade en hel landsdel køre på et jernbanenet fra en anden tid.

Derfor foreslår Radikale Aalborg tre konkrete skridt:

1. Øge kapaciteten på Vendsysselbanen: Have etableret kapacitetsøgende tiltag på Vendsysselbanen, såsom et nyt krydsningsspor ved Hæstrup Stationsby, sådan at nordjyderne får flere afgange og flere tog til tiden.

2. Elektrificere jernbanen i Nordjylland: Vendsysselbanen og Hirtshalsbanen skal elektrificeres på samme vilkår med resten af Danmark, så Nordjylland ikke afkobles.

3. Gøre kollektiv transport billigere: Sænke priserne på den kollektive trafik markant, sådan at det bedre kan betale sig at transportere sig bæredygtigt.

Det er på tide, at staten begynder at investere i jernbanen nord for Limfjorden, før resten af landet kører videre uden os.