Klassikerne hjælper os med at forstå en forvirret verden
De store litterære værker er ikke kun læseoplevelser. De er bindemidlet til vores baggrund og sammenhængskraft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 1945 udgav den amerikansk-britiske litterat og senere nobelpristager T.S. Eliot det korte skrift ”What is a Classic?” Essayet, som bygger på en tale holdt for The Virgil Society i London i efteråret 1944, undersøger med udgangspunkt i Vergils ”Æneide”, hvad der kendetegner en litterær klassiker.
Eliot gør op med den udbredte forestilling om klassikerne som noget elitært. Tværtimod er det karakteristisk for enhver sand klassiker, at den kan give læseren et stort udbytte uden krav om specialiseret eller professionel forhåndsviden.
En klassiker er ifølge Eliot skrevet med en bevidsthed hos forfatteren om værkets placering i en længere tradition og om denne traditions relation til andre kulturer.
I dag er det nærliggende at stille spørgsmålet: Hvad kan vi bruge klassikerne til?
At studiet af klassikerne overhovedet må forsvares, er et forholdsvis nyt fænomen, og mange antager fejlagtigt, at besvarelsen af dette spørgsmål er afgørende for, om vi bør læse dem.
I den seneste tid er en særlig begrundelse for at læse klassikerne, nært beslægtet med Eliots klassikerbegreb, trådt tydeligere frem.
Flere større nationer fører i dag en aggressiv ekspansionspolitik rettet mod Europa, legitimeret gennem manipulerede og historisk ukorrekte narrativer.
Denne politik understøttes dels af en udbredt uvidenhed om europæisk historie i de pågældende lande, dels – og i lige så høj grad – af et stadigt mere vaklende kulturelt fællesskab i Europa selv.
Derfor vokser behovet for fælles historiske og kulturelle referencer, og det er i denne sammenhæng, at klassikernes betydning må forstås.
En klassiker er ikke et værk, der er bedre end andre, eller et udtryk for kulturel overlegenhed. Snarere kan klassikerne samle os om et fælles ophav, skabe et fælles kulturelt fundament og minde os om, hvordan europæisk kultur historisk har udviklet sig i relation til andre – og dermed om, hvilken fremtidig udvikling vi ønsker.