Der er mere, vi skal tale om i valgkampen: Muslimers ægteskabsmønstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Udlændingepolitikken spiller naturligvis en rolle i valgkampen, som efterhånden spiller på sidste vers. Der tages selvsagt favntag med lovgivningen på området – blandt andet debatten om at bryde med internationale konventioner for at sætte gang i hjemsendelser af dybt kriminelle personager.

Men vi er også nødt til at have modet til at italesætte en åbenlys barriere for sand integration i det danske samfund: Det faktum, at mange muslimer – hvor selvforsørgende de end er – stadig vælger den frivillige segregration i deres ægteskabsmønster. Behovet for blandede ægteskaber er desværre mindre accentueret for ikke at sige totalt fraværende og tabubelagt i hele udlændinge- og integrationsdebatten – selv under valgkampen. Og det er en skam.

For sand integration vises ikke kun i evnen til at blive økonomisk selvforsørgende, men demonstreres i viljen til at blive en kulturel og social del af vores fællesskab, uden at religion skal sætte forhindringer i vejen.

I valgkampen er De Radikale kommet med forslag om, at personer født i Danmark automatisk skal belønnes med statsborgerskab, når de fylder 18 år. Rationalet bag dette kontroversielle forslag er noget med, at de jo er danske og dermed bør kunne stemme ved et folketingsvalg.

Men danskhed er ikke noget, der alene åbenbares, fordi man har fået papir på sit nationale tilhørsforhold. Det er ikke et spørgsmål om evnen til at tage en uddannelse og et arbejde. Danskhed kan ikke alene defineres ud fra formelle principper og økonomiske nøgletal. Det er noget, man bærer med sig i hjertet. Viljen til at indgå i det sociale og kulturelle fællesskab, man hævder at ville være en del af.

Det er desværre en problemstilling, der i alt for mange år har været stærkt tabubelagt.

For hvis vi for alvor skal skabe et samfund med en stærk sammenhængskraft, må vi også have modet til at italesætte behovet for, at alle har frihed til at gifte sig med, hvem man vil – uanset hvilken tro man bekender sig til. Ellers bliver den segregation, vi har oplevet i Danmark, yderligere forstærket, og parallelsamfundets mure bliver kun tykkere.

Den frihed, mange muslimer påstår at hylde, gælder åbenbart ikke, når vi taler om følelser mellem to mennesker. Og hvad hjælper så et statsborgerskab, når kærligheden i mange muslimske kredse har vigepligt over for Gud, uagtet at disse to personer bor inden for det samme nationale fællesskab.

Det kan umiddelbart virke kontroversielt at italesætte muslimers ægteskabsmønstre. Men i en valgkamp, hvor der fyger om ørerne med udlændingeudspil, der blandt andet skal bekæmpe parallelsamfund, er det bekymrende, at de færreste politikere har modet til at åbne debatten om et emne, der er så centralt, hvis man vil skabe et harmonisk fællesskab.

Man kunne retorisk spørge, hvor mange af de såkaldte velintegrerede muslimer, der råber op om økonomisk selvforsørgelse, også kulturelt og socialt føler sig så integreret, at de er gift med en ikkemuslim?

Fortsætter den praksis, kan De Radikale lange nok så mange statsborgerskaber ud i 18-års fødselsdagsgave, men vores kulturelle fællesskab vil langsomt smuldre, fordi muslimer insisterer på, at det fællesskab, de så gerne vil være en del af, har sine klare begrænsninger, når vi taler kærlighed og kultur.

Det ville klæde landets politikere her i valgets sidste dage at rejse den debat, hvis de vil bevare sammenhængskraften i Danmark. For lovgivning skaber hverken bedre integration eller bedre medborgere. Det afgøres alene af folks villighed til at tage fuldt og helt del i fællesskabet.