Hvor er den borgerlige ordentlighed blevet af hos dem, der forsvarer Vanopslaghs kokainbrug?
Jeg kan forstå på reaktionerne, at køb af kokain ikke er noget særligt. Helt ærligt: Det er en rigtig skidt holdning.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er rystet i min grundvold.
Ikke så meget over, at Alex Vanopslagh har indrømmet sit indtag af kokain. Men reaktionerne, der er kommet fra hans egne partifæller, de andre blå partier og vælgere. Det gør ondt i mit borgerlige hjerte, for det er ikke min opfattelse af at være borgerlig, at man bare tager let på at bryde loven.
Undskyldningen er, at han var ung og ikke vidste bedre, må jeg forstå. Han var dog valgt til Folketinget og politisk leder af et parti, og han var vel klar over, at det var ulovligt.
Jeg siger ikke, at Alex Vanopslagh ikke kan være politiker og formand for Liberal Alliance, hvis de mener, at det ikke er imod deres grundlæggende holdninger.
Men han kan ikke blive en samlende borgerlig statsminister. Jeg bliver chokeret, hvis andre end ham selv peger på ham som statsminister, for hvad er det for et signal at sende til kommende politikere, at du ikke engang bliver straffet for at have begået noget kriminelt, du bliver i stedet statsminister. Det skal nok få ungdommen til at holde sig fra stoffer.
I dag straffer vi dem, der sælger stoffer, hårdt, men ikke dem, som køber stoffer. Jeg kan have meget svært ved at forstå, at man kun får en bøde på et par tusind kroner, når man køber. Så er det da klart, at vi aldrig kommer markedet til livs. Vi skal have en samtale om, hvad det er mest umoralsk: at en 15-årig sælger stoffer, eller om det er direktøren, musikeren eller politikeren, som tager let på loven, fordi de er klar til at betale en bøde, hvis deres stofkøb bliver afsløret.
Det må være lige så slemt at købe som at sælge. Det skal give en plet på straffeattesten og potentielt en mindre fængselsstraf at være i besiddelse af stoffer, om det så kun er til eget forbrug.
Gennem mine venner, der arbejder som tjenere i København, har jeg hørt, hvordan de ser, at deres gæster indtager stoffer på toiletterne, men kulturen er, at man bare accepterer det, og politiet gør tydeligvis heller ikke det store for at stoppe det. Bøderne skal op.
Jeg håber, at Alex Vanopslaghs indrømmelse kan være med til, at vi gør noget ved den syge kultur, ikke at det bliver endnu mere normaliseret. Samtidig håber jeg, at de borgerlige snart vågner op og sætter en grænse for, hvad man kan tillade sig, selv i ens privatliv, når det er med til at understøtte kriminalitet. Det bliver ikke nemt at få en borgerlig statsminister, hvis vi ikke længere står vagt om lov og ret.