Hør her: Jeg er trans, ikke en cirkushest

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er efterhånden ved at være godt og grundigt træt af den måde, hele transdebatten bliver ført på i Danmark.

For hvis man lytter til medier, aktivister og dele af kulturlivet, så findes der tilsyneladende kun én tilladt holdning. Man skal klappe. Man skal hylde. Man skal bekræfte. Og hvis man ikke gør det, så er dommen klar – så er man transfob. Så enkelt bliver det gjort.

Men jeg køber ikke præmissen. Jeg er træt af at blive reduceret til en politisk kampplakat. Træt af at blive brugt som bevis i en ideologisk fortælling, som jeg ikke selv har skrevet under på.

Og helt ærligt, jeg er træt af at blive gjort til en cirkushest i en debat, hvor alle andre tilsyneladende ved bedre, hvad jeg skal mene, end jeg selv gør. På trods af at det er mig, der lever et liv som transperson.

Det, der bliver solgt som tolerance og fremskridt i dag, minder mere om en mærkelig form for kultdyrkelse.

I bedste sendetid kan man se mennesker sidde halvnøgne i et badekar og fortælle om, hvordan de har fået fjernet raske kropsdele – og det bliver præsenteret som noget modigt, smukt og frigørende. Publikum forventes at sidde og klappe, mens enhver form for skepsis bliver behandlet som moralsk forkastelig.

Men undskyld mig, siden hvornår blev det et tegn på fremskridt at hylde, at mennesker skærer raske dele af deres krop? Det spørgsmål alene er åbenbart nok til at blive smidt ud af samtalen. Og det er netop problemet.

For det er mig, der lever med konsekvenserne af den måde, hele den her fortælling bliver presset ned over hovedet på folk. Det er mig, der bliver sat i bås, hvis jeg ikke spiller med. Det er mig, der bliver sammenlignet med Hitler og kreaturvogne, hvis jeg vover at sige, at virkeligheden måske er mere kompleks end de slogans, der kører rundt på sociale medier.

Jeg gider ikke længere være rekvisit i den forkvaklede forestilling. Jeg gider ikke være den figur, der kun må eksistere, hvis jeg siger de rigtige ting, bruger de rigtige ord og klapper på de rigtige tidspunkter.

Et frit og tolerant samfund burde kunne tåle, at mennesker siger: Jeg er ikke enig. Men i den nuværende debat bliver uenighed behandlet som en trussel. Kritik bliver gjort til had. Spørgsmål bliver gjort til overgreb. Det er ikke tolerance. Det er socialt pres forklædt som progressivitet. Og jeg nægter at spille med.