Landbruget skal ikke lukkes. Det skal ændres

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så kom oprøret mod den industrielle svineproduktion, der langsomt har taget dansk landbrug som gidsel gennem de seneste 50 år.

Nogle vil mene, at oprøret bare er en flok dumme københavnere, der ikke ved en skid om, hvor maden kommer fra. Men selv når man som jeg bor i et område, der absolut ikke kan kaldes for hverken København, Aarhus eller nogen anden by med mere end 2.000 indbyggere, så møder man også mange, der støtter en anderledes måde at drive landbrug på.

Herude ser vi, hvordan markerne bliver større, markskel og remiser forsvinder, fredede diger pløjes ned, vandhuller fyldes op, og de små gårde bliver opkøbt og får lov til at stå og forfalde, mens jorden dyrkes af en af de få tilbageværende storbønder, der ofte bor langt væk.

De små bedrifter forsvinder og centraliseres, mens unge landbrugsuddannede har svært ved at starte egen produktion. Blandt andet på grund af en økonomi, der fokuserer på den kortsigtede og veldokumenterede business case og en tilskudsstruktur, der favoriserer stordrift og konventionelle produkter. Det betyder, at antallet af fuldtidslandbrug er reduceret fra et par hundredtusinde i 60’erne til kun ca. 6.000 i dag.

Samtidig er svineindustriens bidrag til beskæftigelsen nedadgående. Megen arbejdskraft er såkaldte praktikanter eller udenlandsk arbejdskraft fra lavtlønslande, og de stillinger, der findes, centraliseres på kæmpeproduktioner lige så langt væk fra lokalområdet som den nærmeste større by.

Myten om, at svineproduktionen skaber liv og arbejdspladser på landet, er falsk. Men landbruget kunne sagtens være med til at løfte vores landdistrikter. Det kræver bare, at vi er villige til at omlægge det til mindre enheder, mere lokal produktion og fokus på lokal forankring. Det har vi gjort før, og det kan selvfølgelig lade sig gøre igen.

Først og fremmest har vi behov for en national fødevarestrategi. Selvforsyningsargumentet optræder ofte i debatter om landbruget, men sandheden er, at vi er langt fra selvforsynende. Man skal ofte kigge langt efter danske grøntsager i supermarkedet. Og dansk frugt er sjældent en mulighed på nær et par måneder om året.

Fødevarepolitik er også sikkerhedspolitik, så lad os starte med at blive enige om, at selvforsyning er vigtigt. Og derfor er det nødvendigt at skrue op for resten af landbruget på bekostning af svineindustrien.

Derefter kan vi lade os inspirere af vores nabolande, der har en langt mere differentieret landbrugsstøtte, end vi har i Danmark. Vi skal omlægge støtten, så de første hektar favoriseres, og der skal et langt højere fokus på fødevareoutput og arbejdsintensitet i fordelingen af støtten. Det vil gøre det nemmere igen at dyrke mange af de traditionelle danske landbrugsprodukter, der er blevet udkonkurreret af svineindustrien.

Og endelig kan vi lade innovative landmænd, unge som gamle, der gerne vil prøve noget nyt, få adgang til iværksætterstøtte og rådgivning. Noget, de ikke har lige nu, da man fra politisk side betragter EU’s hektarstøtte som rigelig støtte til primærproducenter.

Alene de tre tiltag vil skabe incitament og markant bedre muligheder for en meget mere lokal og mangfoldig fødevareproduktion. Og samtidig åbne op for en lignende decentralisering af forædlingen af disse produkter.

Det vil give et boost til landdistrikterne i form af flere lokale arbejdspladser, mere innovation og en bedre udnyttelse af landbrugsarealet, der også levner plads til naturen.