"Ulve-zoner" skal ikke være den nye virkelighed for vores børn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Jylland, især i det midt- og vestjyske, er det åbenbart blevet hverdag, at forældre skal kigge sig ekstra over skulderen. Gad vide, hvad forældre ville sige på f.eks. Sjælland, Amager eller i de københavnske omegnskommuner, hvis de fik besked på, at deres børn under 10 år ikke længere burde færdes alene i naturen?

Debatten om ulven bliver ofte gjort til et spørgsmål om biologi og ”vild natur”. Men for forældre handler det om tryghed og retten til at lade deres børn være børn. Man hylder udeliv, skovbørnehaver og børns selvstændighed, men den frihed forsvinder det øjeblik, man skal bekymre sig om et stort rovdyr i nabolaget. Prøv at forestille sig en melding i skolernes Aula: ”Vi fraråder, at børn leger alene i udkanten af Amager Fælled eller i de nordsjællandske skove pga. ulveaktivitet.”

Ja, det lyder som en dårlig gyser, men det er den virkelighed, man beder forældrene i de jyske landdistrikter acceptere.

Hvorfor er et rovdyrs ret til at være her vigtigere end børns ret til at lege frit? Naturen skal være et frirum – ikke et sted, hvor man måske skal til at bære overfaldsalarm eller holde sine børn i kort snor.

Ja, undskyld mig, det er altså let at sidde og tale om ”biodiversitet”, men det er folk i det vestjyske p.t., der står med regningen, og det kan hurtigt sprede sig til resten af Jylland. Derudover ser vi landmænd frygte for deres kalve, får og lam.

Hvis man ikke vil acceptere de tilstande på Amager, Københavns Dyrehave osv., hvorfor skal vi så acceptere det i resten af Danmark?

Det er på tide, at vi prioriterer tryghed over en teoretisk naturgenopretning. Ulven hører ikke hjemme i et tætbefolket kulturlandskab, hvor vi ønsker, at vores børn skal kunne færdes trygt på egen hånd.