Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Staten lægger ågerrenter på restskat

Hvilket parti vil love hurtigt at forenkle reglerne om boligbeskatning og gøre disse rimelige?

Birgit KristiansenPensionist, Hornbæk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nu hvor der snart er valg, er vi nok mange boligejere, som er i tvivl om, hvor vi skal sætte vores kryds.

Det er min opfattelse, at det må være en opgave for en ny regering hurtigt at forenkle reglerne for beskatning af landets boliger, så man konstant har overblik over, hvad der skal betales i boligskat for indeværende år.

Som det er nu, efterreguleres vurderingerne med flere års tilbagevirkende kraft, sådan at vi konstant modtager nye årsopgørelser.

Jeg og min mand har valgt ikke at lade ejendomsskatten for vores hus indefryse og heller ikke optage pensionistlån, da vi ikke vil risikere pludselig at stå uden tag over hovedet, når gælden har vokset sig større end husets værdi, hvilket hurtigt vil kunne ske med det renteniveau, statskassen anvender.

For få dage siden modtog vi en ny årsopgørelse for 2024 med krav om betaling af en restskat på ca. 14.500 kr., som stammer fra den endelige 2022-vurdering.

Hertil kommer et rentetillæg på 7,3 pct. (ca. 1.550 kr.) samt to uspecificerede rentetillæg på henholdsvis 0,6 pct. og 0,5 pct. I alt over 8 pct.

Renterne udgør således ca. 17 pct. af den egentlige restskat. Ifølge Mybanker kan man ikke engang få 2 pct. i renter af et bankindskud af en varighed på 0,5-2 år. Her opkræver staten således mere end fire gange så meget i renter.

Her kommer så et spørgsmål, som jeg nok stiller på vegne af mange boligejere.

Hvad er rimeligheden i, at en ændring af årsopgørelsen for 2024, som har rod i den endelige, meget forsinkede 2022-vurdering, kan give anledning til en restskat, som man skal betale (meget høje) renter af? Det kan jo altså ikke lade sig gøre at forhåndsbetale skat på grundlag af en vurdering, der endnu ikke er kendt.

Lad os sige, at jeg køber en cykel via en annonce på internettet (uden returret). Jeg betaler straks salgsprisen på 2.000 kr. På grund af problemer i virksomheden får jeg først cyklen et par år senere.

Nu er prisen steget til 3.000 kr., så jeg får en efterregning på 1.000 kr.

Desuden skal jeg betale en ågerrente på ca. 8 pct. af nogle penge, som jeg ikke har haft mulighed for at betale tidligere, da jeg ikke har kendt den endelige pris og dermed kunne have undgået renterne.

Hvad ville I mene om sådan en virksomhed? Ville nogen mon ligefrem overveje at melde den til politiet for forsøg på bedrageri?

Hvilket parti vil love hurtigt at forenkle reglerne om boligbeskatning og gøre disse rimelige?