Kære politikere: Vi er ved at bygge en Kafka-stat
I valgkampen taler flere partier om afbureaukratisering, men med alt for snævert fokus. Vi bør forenkle lovgivning og digitalisering af hele vores samfund. Det er der, hunden ligger begravet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Har du prøvet at bede en offentlig myndighed om indsigt? Måske i din skatteberegning eller en ejendomsvurdering? Så ved du sikkert også, at det kan udløse en lavine af kryptisk jura og data, som ingen almindelige mennesker har en jordisk chance for at forstå.
Historier af den slags er blevet dækket af denne avis under temaet ”Ministeriet for sund fornuft”, og de viser tydeligt, at meningsløs kommunikation til borgerne er blevet almindelig praksis. Hver dag er der danskere, som modtager komplet uforståelige ”forklaringer” på beslutninger, der har stor indflydelse på deres liv.
Det skaber grobund for mistillid. For eksempel viser en 2025-undersøgelse fra Advokatsamfundet, at 38 pct. af de danskere, der har været involveret i en myndighedssag, ikke mener, loven blev fulgt. Samtidig udtrykker 28 pct. lav tillid til, at deres kommune følger lovgivningen.
Det er ingen overdrivelse at påstå, mistilliden ulmer i befolkningen, og det gør vi klogt i at tage mere alvorligt, end valgkampen giver udtryk for. Problemet kan ikke løses med begrænsede indsatser på udvalgte ressortområder. Der er brug for forenkling over en meget bredere kam, og det vil kræve store ændringer i den politiske styring af, hvordan vi lovgiver.
Zoomer man lidt ud, så har Danmark cirka 1.300 love, og de vokser med 3-4 pct. om året. Lovmassen fordobles omtrent hvert 20. år. Vi lovgiver i hæsblæsende tempo, og det sker for at opretholde en høj retssikkerhed. Men hvis løsninger på alskens politiske udfordringer konstant kaster endnu mere indviklet lovgivning af sig, så skader det os overordnet set. Et alt for indviklet samfund taber mening – der går Kafka i den.
Bedre bliver det ikke af, at vi samtidig har en urealistisk forventning om, at digitale løsninger nok skal gøre det hele lettere for borgerne at forstå. Det gør de ikke. Lovgivning og digitalisering er to sider af samme mønt. Komplekse regler – komplekse digitale løsninger.
Digitalisering kan være en stor styrke, og den gør masser af gode ting for vores samfund. Men ikke når vi bruger den til at håndtere lovgivning, der er blevet så kompleks, at ingen mennesker længere kan gennemskue dem.
Særlove, undtagelser og anden lovmæssig knopskydning udgør en stadig tungere klods om benet på os. Og vi bliver ikke reddet af kunstig intelligens, selvom teknologien kan forenkle tingene for almindelige borgere. Det forudsætter stadig, at embedsværket selv forstår de bagvedliggende processer. Vi kan ikke bare kaste vigtige beslutninger ind i ”black boxes”, som ingen ved hvordan virker. Så bliver det endnu sværere at redegøre for de beslutninger, myndighederne træffer på borgernes vegne.
Den dalende tillid burde mane til større eftertanke. Vi har brug for politisk mod og visionær ledelse, hvis vi skal vende udviklingen og styre vores samfund i en enklere retning. Vi kan ikke blive ved med uhæmmet at komplicere alting for at gøre alle helt tilfredse. Hvis vi fortsætter med at detalje-lovgive os ud af alting, vil følelser af uretfærdighed og mistillid vokse sig stærkere.
Selvom afbureaukratisering er et tema i valgkampen, betyder det ikke, at alle politikere har forstået problemets omfang. Det rækker meget længere end folkeskolen eller ældreplejen eller visse former for regulering af erhvervslivet. Det er hele vores lovgivningsapparat og tilhørende digitalisering, der bør forenkles.
Så længe vores myndigheder bliver tvunget til at handle på et grundlag, der er så indviklet, at de ikke kan forklare deres afgørelser på jævnt dansk, vil det tære på den tillid, der har gjort Danmark til et af verdens stærkeste demokratier.
Problemet har sit udspring på Christiansborg – hvem tør tage handsken op?