Vi må kræve gennemsigtighed, lighed og retfærdighed, hvis man seriøst vil indføre formueskatten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis man ønsker at indføre formueskat, er det en politisk beslutning. Argumentet fra Socialdemokratiet, der foreslog det under valgkampen, er, at de rigeste skal finansiere små klasser i de første tre år af skolestarten.

Og dog. Penge i statskassen har ingen moder. Mette Frederiksen kunne i stedet sige: Vi bruger nu 6 mia. kr. på vore børns fremtid frem for de 6.000 ekstra ansatte administrative medarbejdere i staten. Vi nedlægger 6.000 stillinger, så vi kan få små klasser i skolerne. Men ak nej, for hvem skal så udforme nye, uklare retningslinjer for bildæk eller omsætte håbløse EU-regler til direktiver, så vi indfører en formueskat, der kan finansiere de 6.000 stillinger.

Formueskatten er baseret på, at der skal betales 0,5 pct. af værdien af både reale og finansielle værdier osv. Men ikke et ord om, hvad reelle og finansielle værdier helt konkret omfatter. Er det alle former for aktiver, der skal tælles med? Og hvorledes skal værdien af et aktiv beregnes?

Skat har et nøje kendskab til, hvilke biler man ejer, men ikke til værdien af dem. Så det vil være naturligt at antage, at ens bil skal indgå i de reelle værdier.

Der er forskel på at eje en brugt Skoda til 25.000 kr. eller en ny Porsche til 1,5 mio. Så vi må se frem til udviklingen af et vurderingssystem for brugte biler.

Skat har vist heller ikke kendskab til værdien af mit ikkeeksisterende store Picasso-maleri til hundredvis af millioner. Hvis det ikke bliver alle former for aktiver, der skal indregnes i formuen, vil der med sikkerhed være hobevis af advokater og revisorer, der vil byde sig til med gode tilbud om ”formueskattefri” investeringer.

Mogens Lykketoft har vist engang sagt, at det er kun de dumme rige, der betaler formueskat.

Det er uklart, hvordan pensionsopsparinger kommer til at indgå i formueskatten. Uanset hvad, så bør formueskatten behandle alle ens.

Medlemmer af Folketinget, afgåede og nuværende ministre, højt placerede embedsmænd, officerer, pensionerede lærere m.fl. får eller vil få pensioner, nogle livsvarige.

Hvis andre skulle spare op til en sådan pension, ville vi ende med en stor pensionsopsparing, der måske skal formuebeskattes.

Alle lønmodtagere, også Vestas-direktøren, er tvunget til betaling til ATP. Ordningen er et klart finansielt aktiv, der skal medregnes. I et retfærdigt formueskattesystem skal disse ”skjulte” pensionsopsparinger medregnes. Der skal vist nogle meget kloge aktuarer og økonomer til at beregne værdien af sådanne skjulte aktiver.

Det vil derfor klæde Mette Frederiksen helt at droppe tanken om at medregne pensionsopsparinger.

Det er kommet frem, at skatten ikke gælder ”formuer på papiret”. Værdien af en ”unoteret” virksomhed er nu, i det store og hele, den bogførte egenkapital. I de fleste tilfælde vil 40-42 pct. af den bogførte værdi være en ren papirformue.

Ved et salg af anparterne skal der betales 27 henholdsvis 42 pct. i skat af fortjenesten. Det samme gælder, hvis selskabet tømmes ved udbetaling af udbytter, eller hvis man flytter til et andet land.

Der er ingen vej udenom.

Hvis et selskab har en bogført værdi på 30 mio. kr., vil et salg, når skatten er betalt, give ca. 17,4 mio. ned i lommen. Den reelle formue er således kun 17,4 mio. og ikke 30 mio. Der er en gæld til staten på 12,6 mio., som Skattestyrelsen nok skal få kradset hjem.

Det samme gælder for aktier i børsnoterede selskaber, hvor fortjenesten beskattes ved salg. Værdien af aktierne hos Skattestyrelsen er ultimo kursen, hvoraf en del er rene papirpenge.

Så Mette Frederiksen, tak for udmeldingen om, at det ikke er penge på papiret, men rigtige penge i hånden, der gælder.

At så et retfærdigt formueskattesystem, baseret på alle reelle værdier, vil medføre en tsunami af komplicerede systemer og ansættelse af endnu et stort antal djøf’ere i en tid, hvor man ønsker at skære ned på administrationen, er så en helt anden sag.

»Alene af den årsag er jeg ude.«