Målrettet rensning er vejen frem for renere drikkevand
Vores grundvand er mange steder forurenet i en sådan grad, at vi bliver nødt til at lave målrettet rensning, indtil det igen er rent. Det er allerede virkelighed i flere byer som f.eks. Aalborg, og der er stor risiko for, at resten af landet må følge efter. De gode nyheder er, at teknologierne er bedre og billigere end nogensinde, og at vi godt kan få rent grundvand igen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fortidens synder er dagens virkelighed. Derfor er vi i dag nødt til at erkende, at vi ikke længere bare kan grave et hul i jorden for at få rent vand at drikke.
Årtiers forurening er trængt ned i grundvandet, og derfor skal f.eks. hver enkelt husstand i Aalborg måske indstille sig på at betale meget mere om året for rent drikkevand. I andre dele af landet er det bare et spørgsmål om tid, før fortsat forurening også vil tvinge os til at skulle lave yderligere rensning af grundvandet, før vi får det i hanerne.
Det, der i dag er grundvand, begyndte som regn eller sne på jordoverfladen for flere årtier siden. De fleste steder i landet tager det f.eks. 10-40 år, inden vandet er trængt gennem forskellige jordlag og når frem til grundvandet.
Undervejs kan vandet forurenes med sprøjtegifte, gødningsrester, industrikemikalier, olie og benzinrester og mange andre stoffer, som vi ikke vil have i vores grundvand.
Det giver os to udfordringer: For det første skal vi erkende, at problemet eksisterer, og investere i den nødvendige viden og infrastruktur, der giver os drikkevand, som vi trygt kan drikke. For det andet skal vi vælge, om problemet skal have en bagkant, eller om vi vil have forurenet grundvand for evigt. Man siger, at det bedste tidspunkt at plante et træ på er for 20 år siden. Det næstbedste er nu.
Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan tage et aktivt valg for fremtiden. Derfor kan vi som forskere med særligt fokus på natur, miljøkemi og vand kun anbefale, at vi gør alt, hvad vi kan, for at beskytte naturen, herunder de områder, hvor vores drikkevand dannes.
Ifølge Miljøministeriet er 1.764 af landets 2.050 grundvandsforekomster indtil videre i god kemisk tilstand. Men en opgørelse af pesticidfund i boringskontrollen fra Geus i 2023 har vist, at der er rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer i Danmark.
I Aalborg bliver et antal mennesker hvert år ramt af tarmkræft, måske som følge af for høje nitratkoncentrationer i deres drikkevand. Illusionen om vores rene grundvand er for længst bristet, men nye og effektive metoder til vandrensning giver os midlet til at holde problemet væk fra vores drikkevandshaner.
Vores drikkevand renses i forvejen for en række stoffer på vores vandværker, så vandrensning er ikke nyt i Danmark, men det tager tid at implementere nye teknologier, der udvider vandrensningen. Det ser vi i Aalborg, hvor man først kan begynde at rense for det høje nitratindhold i grundvandet i år 2032.
Derfor skal vi give forsyningsvirksomheder bedre mulighed for at afprøve og implementere mere avancerede vandbehandlingsteknologier, før det er for sent.
Nye vandbehandlingsteknologier har været under udvikling gennem flere år og sikrer i dag rent drikkevand mange steder i udlandet. Her viser især membranteknologi enormt potentiale og kan i kombination med den simple vandbehandling, der foregår i dag, løse vores drikkevandsproblem, indtil grundvandet igen er rent.
Udvidet vandrensning vil i mange tilfælde være væsentlig billigere end at etablere nye kildepladser og forsyningsledninger, og da stort set alt grundvand i forvejen behandles på den ene eller anden måde, vil yderligere rensetrin ikke være et stort spring rent teknisk. Det løser vores første udfordring.
Den anden udfordring kræver, at vi stopper med at forurene det grundvand, hvor vi henter vores drikkevand. Det er lige så simpelt, som det lyder. Hvis vi kraftigt begrænser mængden af forurening, vil vi om nogle årtier igen kunne drikke vores grundvand uden avanceret rensning.
Dertil kommer selvfølgelig en række positive sideeffekter i forhold til de andre skadelige virkninger, som forureningen har. Det vil aktivt påvirke vores natur i en positiv retning, og det kan vi som fagpersoner – og almindelige borgere – kun støtte op om. Valget er vores.