Kald min skolevægring, hvad det var – skolevægring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En stor ros til statsminister Mette Frederiksen og statsministerkandidat Troels Lund Poulsen for at bruge ordet »skolevægring«, da de mødtes i den første direkte tv-debat op til folketingsvalget.

Det kan måske lyde som en lille ting i de store debatter om samfundets fremtidige indretning, men ord er afgørende, når vi taler om børn og unges mistrivsel, og når vi skal finde løsninger på den. Hvis vi bruger upræcise begreber, risikerer vi også at finde upræcise løsninger.

Det er vigtigt, at vi kalder tingene ved deres rette navn. For skolevægring og ufrivilligt skolefravær er ikke det samme.

Lad os tage den én gang for alle: Skolevægring og ufrivilligt skolefravær er ikke det samme.

Skolevægring er et begreb for en handling, et barn udfører, når det bliver bedt om at indgå i en skoleramme, som ikke matcher dets behov – ikke et begreb, der ligger skyld hos barnet, der har svært ved at komme i skole.

Jeg er et af de unge, autistiske mennesker, som i min skoletid oplevede at have et højt fravær grundet mistrivsel – mistrivsel, som opstod, fordi de rammer, jeg blev bedt om at indgå i, ikke matchede det, jeg havde brug for. Og det ord, jeg foretrækker at bruge om den tid, hvor jeg fysisk ikke var i stand til at rejse mig op og gå ud ad døren, hvis jeg blev bedt om at tage i skole, er skolevægring.

Ordet beskriver faktuelt og præcist, hvad der skete – jeg vægrede mig mod skolen, fordi tanken om at tage i skole gjorde mig så dårligt tilpas, at jeg fysisk ikke var i stand til at forlade mit hjem. At vægre mig mod skole blev en overlevelsesstrategi, en måde at undgå noget, der gjorde mig utryg og aktiverede mit indre alarmsystem.

At en række politikere, magthavere og andre meningsdannere så har set ordet ”vægring” og forsøgt at skabe et narrativ om at »vægring er en aktiv handling fra barnet, så det er barnets egen skyld«, dét er ansvarsfralæggelse i sin reneste form. Det kan aldrig være et barns fulde ansvar at skabe en ramme, det trives i, fordi det er et barn. Jeg siger ikke, at børn ikke har ansvar for egen skolegang – jeg siger, at ansvaret ikke alene kan være barnets – og derfor kan skolevægring aldrig kun være barnets skyld. For at citere den amerikanske psykolog Ross W. Greene: »Børn gør det godt, hvis de kan.«

Når vi f.eks. skifter ordet ”skolevægring” ud med et begreb “ufrivilligt skolefravær” og forsøger at ligestille betydningen af de to begreber, så risikerer vi at usynliggøre de børn, som har ufrivilligt skolefravær af grunde, der ikke handler om skolevægring.

Eksempler på ufrivilligt skolefravær, der ikke er skolevægring, kan f.eks. være:

Barnet, der har fået en fridag fra skole, fordi mormor skal begraves.

Den unge, som er nødt til at blive væk fra skole pga. alvorlig sygdom som leukæmi eller lungefejl.

Barnet, som sidder i kørestol, som ikke kan tage med skolen på udflugt dén dag, fordi de skal på udflugt et sted, hvor det ikke er muligt at få adgang med kørestolen (det lyder banalt, men den slags sker oftere, end man skulle tro).

De ovenstående situationer er ufrivilligt skolefravær, fordi det er situationer, hvor et barn har skolefravær af grunde, det ikke selv vælger. Men det er ikke skolevægring, fordi barnet ikke vægrer sig mod skole for at passe på sig selv i de ovenstående eksempler.

Vi er nødt til at være præcise i vores sprog og bruge ordene for det, de betyder. Derfor er vi nødt til at bruge ordet ”skolevægring”, når det er skolevægring, vi snakker om.

Alt bekymrende skolefravær er ikke skolevægring – og alt ufrivilligt skolefravær er heller ikke skolevægring. Ufrivilligt skolefravær er komplekst og nuanceret, og vi har brug for alle begreberne for bedst muligt at kunne beskrive og forstå årsagerne bag de enkelte børns skolefravær.