Valgkampen glemmer de unge, der er vokset op i Danmark
Hvis vi ønsker et stærkt demokrati, bør vi også sikre, at unge, der har haft deres barndom og skolegang i Danmark, ikke først kan deltage i det demokratiske fællesskab, når de nærmer sig de 30 år.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Valgkampen er præget af en intens debat om udlændingepolitik, integration og tilhørsforhold i det danske samfund. Men midt i debatten overser vi ofte en gruppe unge, der er vokset op i Danmark, men som alligevel må vente mange år på at blive fuldgyldige medlemmer af det demokratiske fællesskab.
Det er rimeligt, at man skal være dansk statsborger for at stemme til folketingsvalg. Det princip er der bred enighed om. Men hvis vi vil have en seriøs debat, bør vi også tale om, hvor lang vejen til statsborgerskab kan være for nogle unge, der allerede har tilbragt deres barndom i Danmark.
Forestil dig et barn, der kommer til Danmark som otteårig. Barnet går i dansk folkeskole, lærer sproget og vokser op i danske institutioner. Forældrene kan først opnå statsborgerskab efter omkring 10 år i landet – hvilket ikke er usædvanligt. På det tidspunkt er barnet typisk fyldt 18 år og kan derfor ikke længere få statsborgerskab sammen med sine forældre.
Den unge skal i stedet selv opfylde kravene til statsborgerskab. Et centralt krav er mindst tre et halvt års fuldtidsbeskæftigelse. Samtidig skal man være i arbejde, mens ansøgningen behandles, og sagsbehandlingstiden kan tage op mod to år. I praksis kan vejen til statsborgerskab derfor blive omkring seks år lang – selv hvis alt går efter planen. Konsekvensen er et dilemma, som sjældent diskuteres i den politiske debat: Skal den unge prioritere arbejde eller uddannelse?
Hvis den unge først skal arbejde for at opfylde beskæftigelseskravet, kan vedkommende i praksis først begynde en videregående uddannelse omkring 24-årsalderen. Hvis uddannelsen derefter varer tre eller fire år, vil den unge først være omkring 27 eller 28 år, før vedkommende kan træde ind på arbejdsmarkedet i det fag, han eller hun har uddannet sig til.
Det er en markant anderledes start på voksenlivet end for de fleste andre unge i Danmark, der kan begynde deres studier direkte efter gymnasiet. Reglerne skaber også en form for uset ulighed i samfundet. To unge kan have gået i samme folkeskole, haft de samme lærere og taget den samme studentereksamen. Den ene kan begynde på universitetet eller en anden uddannelse med det samme, mens den anden i flere år må udskyde sine uddannelsesplaner for at opfylde kravene til statsborgerskab.
I praksis kan konsekvensen blive, at nogle unge får en langt mere besværlig vej ind i både uddannelse, arbejdsmarked og demokrati end deres jævnaldrende.
I valgkampen taler mange politikere om integration, uddannelse og deltagelse i samfundet. Men hvis reglerne i praksis skubber nogle unge væk fra uddannelse og ind i flere år med ufaglært arbejde for at opfylde formelle krav, bør vi spørge, om systemet fungerer efter hensigten.