Lyt til opråbet fra de svineramte landdistrikter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I årevis er vores historie som landbrugsnation blevet spændt for en bestemt politisk vogn. Det har gjort det svært at behandle landbrugets udvikling nuanceret og uden fordomme. Samtalen om landbrugets industrialisering og dens konsekvenser for natur, havmiljø, landsbysamfundene og dyrevelfærd ender hurtigt i en giftig debat.

”Danskerne har aldrig stemt om landbruget”, er en pointe, der er blevet fremført i forbindelse med det seneste opråb. Det kan der være noget om.

I vores forskning har vi talt med bekymrede borgere i landdistrikterne. De har forskellige holdninger til, hvordan landbruget bør udvikle sig.

Men noget, der gjorde stort indtryk på os, var beretningerne om udskamning og fortielse. Det opleves ikke som ustraffet at stille spørgsmål ved landbrugets udvikling. Det er ikke en demokratisk samtale værdig.

Heldigvis er der et voksende antal borgere i landdistrikterne og i landbrugstunge kommuner, som faktisk lader deres stemme høre – hvis blot man vil lytte.

I de senere år er der blevet stiftet hele 24 lokale miljøforeninger med fokus på svineindustriens påvirkning af landsbysamfund og lokale økosystemer. Her hjælper naboer og borgere hinanden med at forstå den komplekse lovgivning og de muligheder, der findes for at protestere mod nye eller udvidede svineproduktioner.

De oplever konsekvenserne i deres hverdag. Ikke kun i naturen og det lokale miljø, men også i landsbysamfundene. Store transporter med levende og døde smågrise kører i pendulfart gennem smalle landeveje, som også børn bruger til og fra skole.

De er bekymrede for ammoniakudledninger, tungmetaller og forurening af grundvandet. Og ikke mindst for de negative sundhedseffekter ved at indånde de udledte gasser og partikler samt de stærke lugtgener fra staldsystemerne. En stank, som nogle beskriver som så gennemtrængende, at den giver kvalme og hovedpine.

Men i stedet for forståelse bliver de mødt af fordomme: ”Det har jo altid lugtet på landet, hvorfor flytter du ikke blot derfra?”

Samtidig oplever de, at selv velmenende kritikere af dyrevelfærden i de større byer har svært ved rigtigt at gøre sig begreb om konsekvenserne af den industrielle svineproduktion. En produktion domineret af de enorme mængder gylle, der ophobes, og som i praksis dikterer, hvad der dyrkes på markerne herhjemme som i Sydamerika.

Borgmestre og byråd har da også forsøgt at råbe de nationale lovgivere op. Siden man i 2017 fjernede muligheden for at lave en helhedsorienteret vurdering, har det været meget svært at udfordre den lovgivningsmæssige forrang, som landbruget nyder i landdistrikterne.

Det kan virke selvfølgeligt, at erhvervsdrivende producenter har adgang til de udbytterige danske landbrugsjorde. Men når erhvervshensyn vejer tungere end hensynet til væsentlige samfundsgoder som liv i fjordene, biodiversitet, rent grundvand, helbred og velfungerende landsbysamfund, oplever mange det som et brud med en grundlæggende samfundsmæssig kontrakt.

Som civilsamfundsforskere interesserer vi os for vilkårene for civilt engagement, foreningsliv og borgerdrevne initiativer. En stærk lokal organisering kan være med til at bygge bro over den oplevede voksende kløft mellem by og land, når borgere i landdistrikter oplever, at de står alene med konsekvenserne af landbrugets intensivering.

Derfor er der god grund til at understøtte de lokale protester, der nu vokser op nedefra. Lad os lytte til dem, der lever med svinelandbrugets gener på tætteste hold. Vi skylder dem mere end blot at tage dem som gidsel i en betændt politisk kamp.