Helt ærligt: Er det ikke for sært at lave naturen til et laboratorium?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rewilding fremstilles ofte som en måde at “genskabe naturen” på.

Men hvad betyder det egentlig? Hvilken natur er det, vi forsøger at genskabe – og hvorfor skulle netop den være mere rigtig end den natur, vi har i dag?

Vi må forstå, at træer og buske, som kom til Danmark fra 1700 og frem, skal fjernes, og at store græssende dyr skal gå frit, fordi det skaber et mere robust økosystem. Det betyder, at nogle dyr mister deres habitater, mens andre arter kan trives i den nye fauna, der vokser frem.

Vi får altså en rigtig og en forkert natur. Ærgerligt for de arter, som må lide døden, for at andre arter kan ”genopstå” i biodiversitetens navn.

Det virker ærligt talt mærkeligt at lave et “real life”-laboratorium, hvor man genskaber naturen ud fra biologers vurderinger. Det er tidligere gået galt, når man fra centralt hold har forsøgt at planlægge naturen. Tænk blot på udretningen af åer i 1960’erne eller sagen fra Oostvaardersplassen i Holland, hvor tusindvis af heste, kvæg og krondyr sultede ihjel bag indhegning.

Man kan selvfølgelig hævde, at biodiversitetskrisen er så alvorlig, at det er nødvendigt at “genskabe” naturen. Men hvordan hjælper det naturen at hegne den ind? Naturen kan ikke brede sig frit bag hegn, og de dyr og arter, der introduceres i naturparkerne, kan ofte ikke overleve i resten af Danmarks natur.

Er naturparkerne så ikke snarere en avanceret form for botanisk have? Fremmed fauna i botaniske haver hjælper, så vidt jeg ved, ikke biodiversiteten i Danmark – lige så lidt som løver i Zoologisk Have gør.

Hvorfor vil vi egentlig hellere have en natur med det dyreliv, der fandtes for hundreder af år siden? Er nutidens natur en reel trussel mod fremtiden – eller er det forestillingen om, at fortidens natur var mere “rigtig”, der driver projektet?

Hvad hvis vi i stedet koncentrerede os om at passe bedre på den natur, vi allerede har? Giver vi den bedre vilkår, vil den – netop fordi den er hjemhørende i nutiden – have langt bedre mulighed for at brede sig naturligt.

Med rewilding spærrer vi dyr inde bag hegn i relativt små områder, ofte langt mindre end deres naturlige revir. Samtidig holder de samme hegn andre dyr ude fra områder, de tidligere har brugt. Det skaber ikke bare praktiske problemer, men også farlige situationer, når dyr bryder gennem hegn eller ender fanget mellem hegn og veje.

Problemerne stopper ikke der. En af de alvorligste konsekvenser ved rewilding er, at dyrene i perioder lider af fejl- eller underernæring. Om det skyldes, at områderne er for små, skal jeg ikke gøre mig klog på, men konsekvenserne er tydelige. Man har ovenikøbet valgt lempelser, så dyrevelfærdsloven ikke gælder for visse dyr. Er det en rimelig pris at betale?

Fra en almindelig borgers synspunkt forekommer naturnationalparkerne mig at være et kæmpe fejlskud. Konceptet virker ulogisk og uklart for mange mennesker. Vi må åbenbart forstå, at nogle dyr og arter er bedre end andre. Det er heldigvis ikke sådan, vi behandler mennesker.

Men den sidste og måske største omkostning ved naturnationalparkerne er, at de har formået at splitte danskerne. Vel at mærke danskere, der ellers var samlet i deres kærlighed til naturen. De seneste år har vi set demonstrationer, protester og til tider konfrontationer ved flere af landets naturnationalparker. Naturen burde samle os, ikke skabe nye konflikter.

Staten og biologerne har i den grad forsømt at forklare og forankre projektet, så almindelige mennesker kan forstå det. I stedet har vi fået splittelse og endnu et eksempel på, hvordan staten tryner velmenende borgere, fordi det er lettere at forklare sig end at tage imod kritik.

Derfor er det tid til en grundig revurdering af naturnationalparkerne. Måske skal der rewildes lidt mindre og lyttes lidt mere til borgerne?