Myndighederne presser reelt danske landbrug til lukning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dem, som stadig tror, at myndighederne i Danmark ønsker en fødevareproduktion, bør revidere deres opfattelse. I dag er politianmeldelser, overdreven petitesserytteri og ekstreme gebyrer myndighedernes våben til at fratage den opvoksende generation lysten til at være fødevareproducent. Ja, selv den påtvungne og forfejlede tilsætning af Bovaer til malkekøernes foder, synes politikerne fortsat er i orden, selv om det medfører syge dyr, og nogle endda dør.

Endnu har Danmark en stor og dynamisk fødevaresektor, der forsyner danskerne med de basale fødevarer af en høj kvalitet til en rimelig pris. Med de mange ekstra omkostninger, der følger med ofte meningsløse krav, er tiden med lave fødevarepriser ved at være en saga blot.

Selv om der kun tabes yderst lidt nitratkvælstof fra de dyrkede marker, mener mange danske politikere desuagtet, at kvælstofskruen kan strammes langt ud over det, som er muligt på veldrevne marker.

Samlet beskæftiger fødevareklyngen 190.000 personer med fiskeri inkluderet og inklusiv tilknyttede offentlige arbejdspladser. Der præsteres en høj værditilvækst pr. beskæftiget, som i 2025 skabte en eksportværdi på 207 mia. kr., hvilket svarer til 22 pct. af Danmarks vareeksport. Importen af foder, maskiner og fødevarer til Danmark er relativt lille, hvorfor nettooverskuddet i handlen med udlandet er stort.

I 2025 kan dette overskud anslås til 67 mia. kr. eller 72 pct. af det samlede nettooverskud i varehandlen med udlandet. Det er altså en komfortabel situation for Danmark, som via fødevareklyngens overskud kan finansiere importen af biler, elektronik, energi mv. Men selv denne kendsgerning forbigår de økonomiske vismænd i deres anbefalinger om kraftige nedskæringer af fødevareerhvervene i Danmark. Overskuddet kunne være stigende i de kommende år, hvis erhvervenes interesser blev opprioriteret i dansk politik.

Men der bliver pålagt mange urimelige hindringer og begrænsninger. Hertil kommer, at trepartsaftalens modelverden ikke tåler mødet med de virkelige målinger fra dræn, vandløb og vores drikkevand. Og ministrene har blot et skuldertræk tilovers, når der spørges til lovgrundlaget for de forkromede planer. De unge landmænd møder her en enøjet dansk politik, når den er værst og mest erhvervsfjendsk. Hvilket argument er der efterhånden tilbage for at vælge en landmandskarriere i Danmark?

Mange arbejdspladser er allerede forsvundet ud af landet i takt med de forringede vilkår. Er det også den vej, de unge landmænd skal vælge i stedet? Vore nabolande byder sig til, fordi politikerne der har indset, at fødevareproduktion og selvforsyning er strategisk vigtig i en usikker verden.