Biblioteker er meget mere end bøger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For snart 10 år siden udgav den liberale tænketank Cepos et såkaldt arbejdspapir, der viste, hvordan folkebibliotekernes udgifter per udlånt bog var steget voldsomt, i takt med at det samlede udlån på grund af den tiltagende digitalisering og befolkningens øgede købekraft var faldet.

Det gjorde hvert enkelt udlån betydeligt dyrere. Kunne det derfor overhovedet forsvares at have offentligt finansierede folkebiblioteker længere? Var tiden ikke løbet fra dem?

Det var spørgsmål, som formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, i bogen ”Vejen til ansvar” fra 2023 kunne besvare med henholdsvis nej og ja.

Nu har Cepos så barslet med en ny analyse af folkebibliotekerne, der atter engang sætter spørgsmålstegn ved, om samfundets udgifter til biblioteker nu også giver mening.

Ifølge analysen er bibliotekernes såkaldte kerneopgave – bogudlån – nemlig gledet i baggrunden til fordel for en lang række forskellige aktiviteter på bibliotekerne, der ligger langt fra det, som bibliotekerne er sat i verden for, og som ofte også konkurrerer med, hvad private aktører kan tilbyde.

Det gælder arrangementer og events på biblioteker som workshops, foredrag, koncerter og kreative aktiviteter, og det gælder udlån af effekter, der ikke kan betegnes som klassiske biblioteksmaterialer, herunder robotstøvsugere, plantefrø eller bageredskaber.

Samtidig konstaterer Cepos, at bibliotekerne først og fremmest benyttes af velstillede og veluddannede borgere – eller kunder – som den liberale tænketank betegner bibliotekernes brugere. Forhold, der dels signalerer forvredet konkurrence og dels almindeligt spild af skatteydernes penge.

Ifølge Cepos kalder det på en diskussion af bibliotekernes prioriteringer, opgaver og overordnede samfundsmæssige rolle. En diskussion, der i sidste ende kan føre til en revision af den seneste bibliotekslov fra 2000, hvilket flere partier, ifølge Altinget, nu er åbne for.

Som forsker i folkebiblioteker og bibliotekspolitik kan jeg kun bakke op om begge dele, og jeg håber, at den nye regering vil tage handsken op. Vi trænger for alvor til en grundig debat om bibliotekernes samfundsmæssige rolle, betydning og ønskede udvikling.

Denne debat vil kunne danne grundlag for en eventuel ny bibliotekslov, der modsvarer samfundets og borgernes behov, ligesom de forældede krav til bibliotekernes samlinger, der fremgår af den nuværende lov, i samme moment vil kunne fjernes.

Men før vi når til debat og overvejelser om ny lov, er det nok en god idé for en kort stund at beskæftige sig med udgangspunktet: Hvad er et folkebibliotek, og hvordan har det udviklet sig inden for de senere år?

Folkebiblioteket er et barn af det moderne samfund og hænger uløseligt sammen med andre moderne fænomener som sekularisering, industrialisering, urbanisering og liberalt demokrati.

Samtidig er folkebiblioteket forankret i den europæiske oplysningstanke, her forstået som forestillingen om, at det enkelte menneske skal have mulighed for at danne sig og herigennem opnå mulighed for at ændre sit liv i en positiv retning. Folkebibliotekernes udgangspunkt er således oplysning, dannelse i bred forstand, demokratisk deltagelse og social mobilitet.

Til det er bøger et middel, men ikke målet i sig selv. Når vi taler om bibliotekets kerneopgave, er det derfor dannelsen, det bør henvise til, og ikke bogudlånet.

Da den første danske bibliotekslov kom i 1920, var dannelse associeret med samlingen og den gode, opbyggelige litteratur, som det var bibliotekets opgave at stille til rådighed for befolkningen.

Efter Kulturministeriets oprettelse i 1961 og frem til årtusindskiftet har forskellige kulturpolitiske strategier dannet baggrund for en storstilet udbygning af biblioteksbetjeningen, forskellige materialetyper til udlån og muligheden for at lave kulturelle aktiviteter, som blev indført med revisionen af loven i 1964.

Samtidig har der været fokus på formidling til hele befolkningen ud fra en tiltagende erkendelse af, at vi som mennesker også repræsenterer forskellige kulturer, der bør afspejles på biblioteket. Det være sig i forhold til generation, klasse, etnicitet, køn og seksualitet. Altså ikke kultur i ental, men i flertal.

Det fælles udgangspunkt har dog hele tiden været en velfærdsstatslig forestilling om, at alle uanset baggrund skulle have samme muligheder for oplysning, dannelse og kulturelle oplevelser.

Siden årtusindskiftet har ikke mindst den digitale udvikling betydet, at brugen af biblioteket har ændret sig markant, og bibliotekerne derfor har arbejdet på at skabe nye, tidssvarende og mere brugerinddragende tilbud. Konkret er udlånstallene faldet, samtidig med at flere borgere kommer på biblioteket for at bruge de forskellige tilbud eller blot rummet i sig selv.

Det betyder, at bibliotekerne i dag understøtter møder mellem mennesker, livslang læring, deltagelse og kulturoplevelser gennem arrangementer og events, kurser og muligheder for at være sammen og skabe noget sammen. I bibliotekskredse siger man, at der er sket en bevægelse ”fra samling til relationer” eller ”from collections to connections”, som det lidt smartere hedder på engelsk. Opfatter vi bibliotekets kerneopgave som dannelse i bred forstand, giver det absolut mening.

Man kan selvfølgelig diskutere formålet med at udlåne værktøj, husholdningsredskaber og lignende, men rationalet er, at vi bør forbruge mindre og understøtte cirkulær økonomi, sådan som biblioteket i øvrigt altid har gjort det gennem udlån af bøger og andre materialer. Vi kan kalde det dannelse til bæredygtighed.

Hvad så med samlingen, bøgerne og litteraturen? At biblioteket fortsat skal være et hus for bøger og litteraturformidling, tror jeg, ingen er uenige i. Men i dag er forskellige former for æstetiske oplevelser, nye digitale kompetencer og forståelse for diversitet og mangfoldighed også vigtige dannelseselementer.

Samtidig er biblioteket det mest besøgte kulturtilbud i landet, hvor ikke blot mange mennesker kommer, men hvor meget forskellige mennesker kommer. Det betyder, at biblioteket har betydning for udviklingen af social kapital, gensidig tillid og herigennem samfundsmæssig sammenhængskraft. Det er et ikke uvæsentligt dannelsesaspekt i en polariseret tid med antidemokratiske strømninger, fake news og techgiganter, der agerer ud fra rene profithensyn.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange biblioteksledere vil være yderst forsigtige med at ønske en ny lov ud fra princippet om, at man ved, hvad man har, og ikke hvad man får, eller frygten for, hvilken vej de politiske vinde blæser i det øjeblik, et lovforberedende arbejde igangsættes.

Det er helt forståeligt og også rigtigt, at man inden for rammerne af den gældende lov og lovens begreb om ”kulturel aktivitet” kan gøre det meste. Men så vælger man også at flyve under radaren. Herved bliver man sårbar over for kritik, der, som det er tilfældet med Cepos’ analyse, tager udgangspunkt i forestillingen om bogudlån som eneste legitime kerneydelse.

Personligt tror jeg, at en ny lov, der understreger det brede dannelsesperspektiv og den demokratiske deltagelse, vil kunne bidrage til at styrke folkebibliotekets position og legitimitet som en helt central kulturinstitution i det 21. århundrede.

Afslutningsvis en enkelt korrektion til Cepos: På biblioteket er vi ikke kunder, men brugere og borgere, netop fordi vi ejer det selv – det er derfor, det hedder folkebibliotek.