Er giftmarker virkelig bedre end jernmarker?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sidste år blev ”jernmarker” kåret som årets ord. Og det er da også fyndigt og til at forstå.

Men sandheden er, at de marker, hvor der bliver opført solceller til gavn for den grønne omstilling, jo ikke ligefrem er Morten Korch-idyl i forvejen.

Jo, en rapsmark i blomst kan da være smuk at se på. Og hvem nyder ikke at se vinden tage i rug og byg, så marken bølger som et hav af overflod. Men et billede på vild natur eller biodiversitet er det ikke ligefrem.

Der findes et langt mere rammende ord, hvis man skal beskrive hovedparten af det danske landskab. Og det er ikke jernmarker, det er giftmarker.

På de marker, der producerer foder til millioner af danske svin opdrættet under kummerlige forhold, bliver der jævnligt spredt sprøjtegifte, der siver ned i vores grundvand og slår insekter og dyreliv ihjel. Gifte, der sammen med andre kemicocktails og hormonforstyrrende stoffer efter alt at dømme påvirker vores forplantningsevne, vores hjerner og fremkalder alvorlige sygdomme.

Det er marker af monokultur. Det er marker, hvor jordkvaliteten falder, fordi man slår de fleste naturlige processer ihjel. Det er biodiversitetsørkener uden fremtid.

Men mest af alt er det marker, der udover at blive overhældt med gylle, så også vores kyster og vandløb bliver slået ihjel, bliver oversprøjtet med gift.

Mere end noget andet er det giftmarker.

Da Morten Korch var til, dyrkede man landskabet med respekt for, hvad det kunne bære. Der var plads til frøer og storke. Der var plads til læhegn, fuglekvidder og en varieret produktion af mad.

Nu er der først og fremmest tonstunge kæmpemaskiner, der presser al livskraft ud af jorden og ødelægger de veje, de kører på, så de kommunale budgetter lider overlast, og som spreder gift, gift og atter gift.

Det er natur, der holdes nede for at holde gang i et industrielt landbrug, som er en dårlig økonomisk forretning og nærmest ingen arbejdspladser skaber, men som til gengæld stifter enorm økologisk gæld til skade for nuværende og fremtidige generationer.

Forleden foreslog vi i Alternativet sammen med SF, Enhedslisten og De Radikale, at vi skal stoppe brugen af sprøjtegifte i områder tæt på vores drikkevandsboringer.

Det burde være et åbenlyst sted at starte. Men forslaget er selvfølgelig blevet hældt ned ad brættet af landbrugets forsvarere – og hvis det overhovedet skal komme på tale, skal landmændene som minimum kompenseres, lyder det fra landbrugslobbyen.

Kompenseres? For hvad? For at lade være med at ødelægge noget, som vi alle sammen ejer? Det er jo en absurd logik.

Jeg troede, vi havde et princip om, at forureneren betaler her i landet. Men nej, det er blevet erstattet af et princip om, at borgerne betaler forureneren.

Det konventionelle sprøjtelandbrug har trukket frinummer alt for længe. De har tilmed fået milliarder i støtte for at blive ved. Men det kan ikke blive ved med at gå.

Når alt det er sagt, skal vi selvfølgelig tænke os bedre om, når solcelleparker sættes op. Bertel Haarder har foreslået at genoplive andelsbevægelsen ved, at man i højere grad deler ejerskabet af og overskuddet fra solcelleparkerne med naboerne. Det er en åbenlyst god idé. Men indtil videre er det ikke en idé, som Venstre har lyttet til.

Man kan håbe, det ændrer sig. Partier har det med at blive klogere i valgkampe.

I Alternativet er vi ikke i tvivl: Vi ønsker en udvikling, der er til gavn for alle i stedet for de få. At vi bliver bedre til at sikre, at lokalbefolkningen bliver inddraget og hørt i arbejdet med at omstille Danmark fra sort til grøn energi og får del i værdiskabelsen. Og at vi skaber et landbrug, som er økologisk, som laver mad til mennesker i stedet for svin og bygger på en produktion, der også kommer fremtidige generationer til gode. Så vores marker kan være noget, vi alle kan være stolte af.