Formueskatten bliver et vurderingsmæssigt mareridt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden folketingsvalget blev udskrevet, har diskussionen om en mulig formueskat fyldt meget i medierne. Debatten har udviklet sig til en snak om moral, etik, nasseri, ulighed og retfærdighed. Jeg vil ikke gå ind i den diskussion, da den handler mere om ideologi end fornuft.

Men næsten ingen taler om elefanten i rummet. Den afgørende udfordring ligger ikke i ideologien, men i de praktiske problemer ved at udforme og administrere en formueskat. Er det overhovedet muligt at lave en objektiv, retfærdig formueskat baseret på fakta og ikke mere eller mindre tilfældige vurderinger og estimater?

Forløbet med vurderingssystemet for ejerboliger viser, hvor svært det er at lave en retvisende og retfærdig vurdering. Problemer skyldes blandt andet dårlige it-systemer, dårlig data og det faktum, at grundværdier er ekstra vanskelige at estimere, da der mangler de nødvendige benchmarks.

Formueskatten vil bestå af flere elementer: likvider, friværdi i bolig, værdipapirer, pensionsformue og for nogle værdien af egen virksomhed.

Hvis vi starter med det sidste. Hvordan vurderes værdien af en virksomhed?

For os, som har haft med køb og salg af virksomheder at gøre, så er værdiansættelsen ekstrem svær at have med at gøre. Der findes mange metoder til fastsættelsen af virksomheders værdi. Alt fra at regne i multipler, hvor man tager virksomhedens økonomiske resultater gennem de seneste år og ganger op med en faktor, og derved får man en værdi.

Andre fastsætter prisen ved at tilbagediskontere fremtidig indtjening. Og ud over det findes der også andre metoder til at opgøre en virksomheds værdi.

Det er netop her, den væsentligste udfordring med praktikken ligger. Hvilken værdiansættelsesmetode skal bruges, og hvordan kan vi realistisk vurdere over 300.000 aktive virksomheder i Danmark? Hvis alle ikke vurderes, kan det ikke afgøres, hvem der rammes af formueskatten. Selv med screening af enkeltmandsvirksomheder udestår et enormt vurderingsarbejde.

Desuden varierer brugen af multipler fra branche til branche. Manglende handler i en branche gør det svært at etablere et validt benchmark.

Frygten er, at staten skal udvikle endnu et it-system til virksomhedsvurderinger. Vi ved alle, at det vil blive dyrt, forsinket og mangelfuldt.

For boliger skal der nu betales mere skat på et grundlag, som tydeligvis er af svingende kvalitet. At nogen skal betale endnu mere, giver dårlig mening, når vurderingerne er så usikre.

Derfor er pointen, at et præcist, retfærdigt og administrerbart system ikke er praktisk muligt. Indførelsen af en formueskat vil nødvendigvis indebære kompromiser, der svækker objektiviteten og retfærdigheden.

En anden problematik er mulige forligsbrud. Der blev i 2017 indgået et forlig om boligbeskatning mellem Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Målet var at lave en langsigtet aftale hen over midten, så boligejerne langt ud i fremtiden kunne få tryghed for deres økonomiske fremtid.

Det undrer mig, at man via formueskat kan indføre ny boligbeskatning for nogle borgere blot ved at ændre navnet. Det er stadig boligen, der beskattes.

Alt i alt står formueskatten til at blive et vurderingsmæssigt mareridt, hvor værdifastsættelse hviler på tilfældige og mangelfulde grundlag. Dette er den centrale praktiske udfordring, der overses i debatten.

Om 10 år vil vi alle tale om formueskat-skandalen, som vi i dag taler om skandalen om ejendomsvurderinger.

Politikere bør indse, at beskatning skal ske på et objektivt og præcist grundlag for at undgå fejl og uretfærdigheder. Ellers risikerer vi at gentage tidligere fejl, hvor skatter har været baseret på vilkårlige og mangelfulde vurderinger, hvilket kun skaber usikkerhed og utilfredshed.