Al kunst, der er købt for skatteborgernes penge, er lortekunst
At Københavns Kommune tilsyneladende køber så dårlig kunst, at ingen gider at have det stående, understreger blot pointen om, at politikerne ikke skal bestemme, hvilke kunstværker der skal indkøbes.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Christopher Røhl kritiserer i et nyligt debatindlæg i Politiken bl.a. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for at være imod, at Københavns Kommune sidste år indkøbte tre værker af forstenet afføring. Han spørger sig selv: »Skal københavnernes skattekroner virkelig gå til den slags? Mit svar er »ja«. «
Hans argument er, at hvis kommunen ikke investerer i kunst, så forsvinder al kunsten fra offentlige institutioner, og vi bliver et fattigere København.
Jeg har ærligt talt svært ved at forestille mig noget dummere at bruge skatteborgernes penge på end lortekunst. Det vidner om en helt særlig arrogance, som kun en radikal kan besidde, når man kan retfærdiggøre at inddrage folks hårdt optjente penge for at bruge det på forstenet lort.
Dertil kommer, at indlægget bygger på en helt forkert præmis om, at hvis Københavns Kommune ikke køber kunst, så kommer der ikke til at være kunst nogen steder. Som om alt kulturliv i København står på skuldrene af Københavns Kommune.
I dag kommer store dele af bevillingerne til kunst og kultur fra private fonde såsom A.P. Møller Fonden, Nordea Fonden og Realdania. Ifølge Fondenes Videnscenter står de 10 største fonde på kulturområdet for 59 pct. af bevillingerne til området. Så Københavns Kommune bærer altså hverken det eneste eller det tungeste læs, når det kommer til at løfte kunsten og kulturen i København.
Derudover får Christopher Røhl det til at fremstå, som om al den kunst, som Københavns Kommune køber, hænger fremme til offentligt skue på jobcentre, skoler mv.
I realiteten har kommunen købt så meget kunst, at meget af det i dag står opmagasineret på depoter. I 2024 var det 219 værker til en samlet købspris på omkring 2,7 mio. kr., som stod opmagasineret på et depot. Ikke desto mindre fortsætter kommunen ufortrødent med at købe nye kunstværker uden at sælge ud af de gamle. Det er en hån mod københavnerne at bruge deres penge så ufornuftigt.
At Christopher Røhl samtidig slår på tromme for, at kunsten skal være fri, og at politiske hensyn ikke skal styre indkøbene af kunst, er det mest paradoksale ved indlægget. For det er netop hans kulturpolitik, som lægger kunsten i lænker og gør kunsten betinget af politikernes smag. Hvis man vil have fri kunst, skal man ikke bevillige offentlige midler til bestemte kunstnere eller bestemte kunstværker, da man derved skaber incitamenter for kunstnere til at skabe bestemt kunst.
Hvis politikerne bevilliger pengene, er det også en naturlig følge, at politiske hensyn kommer til at styre indkøbene. Derfor skal Københavns Kommune slet ikke bevillige penge til at indkøbe kunstværker – både for kunstens og skatteborgernes skyld.
Jeg synes, at al kunst købt for skatteborgernes penge er lortekunst. At Københavns Kommune tilsyneladende køber så dårlig kunst, at ingen gider at have det stående, understreger blot pointen om, at politikerne ikke skal bestemme, hvilke kunstværker der skal indkøbes.
Christopher Røhls indlæg er både en hån mod skatteborgerne, som arbejder hårdt for at tjene penge, som Røhl efterfølgende spenderer efter forgodtbefindende, og en hån mod kunstnerne og kulturlivet, som Røhl antager ville lide en hurtig død, hvis ikke det får kunstigt åndedræt af Københavns Kommune.