Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære borgerlige venner: At gøre formueskat til valgets hovedtema er at skyde sig selv i foden

Hvis valgkampen reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en formueskat eller gives skattelettelser, vinder de røde på fortællingen.

Magnus RasmussenStuderende, KU

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Valgkampen føles allerede som noget, vi har set før. En slags genudsendelse af en serie, vi har set alt for mange gange. På den måde bliver dansk politik alt for ofte til en trist omgang, der står tilbage som idefattig og klichéfyldt.

Denne gang har Socialdemokratiet fundet et gammelt, men til tider effektivt våben frem fra skuffen: formuebeskatning. Forslaget går i al sin enkelhed ud på at beskatte de største formuer hårdere – typisk med argumentet om, at de mest velhavende skal bidrage mere til fællesskabet og finansiere velfærden. Det præsenteres som et spørgsmål om rimelighed og solidaritet. Som om debatten kan koges ned til: Skal de rigeste betale mere – ja eller nej?

Problemet opstår, hvis de borgerlige endnu en gang lader sig lokke med ind i den velkendte skatteduel. For i det øjeblik valgkampen reduceres til et spørgsmål om formuer, millionærer og procentsatser, er banen kridtet op på forhånd – og udfaldet ofte også. Ender valget med at handle om skat, bliver det endnu en gang en kamp på Socialdemokratiets præmisser.

Og så bliver det ikke et opgør om samfundets retning, men blot endnu en forudsigelig øvelse i symbolpolitik. Det er og bliver ikke en vindersag at snakke om i et samfund som det danske, hvor lidt for mange vælgere varmer sig om den socialdemokratiske grød.

Historisk set har skattedagsordenen sjældent været en vindersag for blå partier i en valgkamp. Tværtimod. Og det er der en særlig grund til. Danskerne er grundlæggende positivt indstillet over for velfærdsstaten. Vi er næsten alle enige om at ønske et stærkt sundhedsvæsen, gode skoler og tryghed i ældreplejen.

Til stor frustration for mange er de røde partier gennem årtier lykkedes med at tage patent på begrebet “velfærd” og gøre hele skattespørgsmålet til et banalt valg: Er du for eller imod mere og bedre velfærd?

Når den præmis først er sat, er slaget næsten tabt for de blå. Alt for mange vælgere køber – desværre – præmissen om, at flere penge i statskassen automatisk giver bedre velfærd. Det lyder intuitivt rigtigt. Men virkeligheden er mere kompleks.

Effektivitet, prioritering og klog styring betyder mindst lige så meget som antallet af milliarder i statskassen.

Jeg kniber en tåre, når vi gang på gang ser det samme karikerede billede: Hvis blå partier hopper med og bliver opslugt af at tale skat, så kan de røde tegne deres klichéfyldte skræmmebillede.

Det bliver alt for nemt at skildre den borgerlige lejr som nogen, der vil skære i velfærden for at give skattelettelser til de rigeste. Uanset hvor nuanceret argumentationen er, er framing afgørende. Og her står de røde desværre med en fordel grundet danskernes idealiserede billede af velfærdsstaten og jantelovs-solidaritet.

Derfor bør den borgerlige blok ikke gøre formueskatten til hovedslagmarken. Valget bør i stedet handle om de spørgsmål, der for alvor optager vælgerne, og hvor forskellene er tydelige: indvandring, sundhedsvæsenets krise og mangel på personale, Danmarks sikkerhed og udenrigspolitiske position i en mere urolig verden, retspolitik osv.

Her har blå partier en reel mulighed for at sætte dagsordenen. Her kan de tale om styring, prioritering, ansvar og sammenhængskraft. Her er det ikke et simpelt spørgsmål om flere penge, men om retning.

Hvis valgkampen reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en formueskat eller gives skattelettelser, vinder de røde på fortællingen. Hvis den derimod handler om tryghed, sammenhængskraft og styring af de systemer, der i dag halter, kan billedet se anderledes ud.

Valg handler i sidste ende også om, hvem der får lov til at definere problemerne – og dermed også løsningerne.