Hvor er fædrelandskærligheden blandt den rigeste procent i Danmark?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi hører det konstant i den offentlige debat: Man skal ville Danmark. Man skal bakke op om vores danske værdier. Man skal yde, før man kan nyde. Hvis man bor her, bruger vores fælles institutioner, nyder godt af vores fællesskab og i øvrigt er i stand til det, så har man også en pligt til at bidrage.

Det bliver sagt som noget selvindlysende. Som et spørgsmål om moral. Om fædrelandskærlighed.

Så lad os tale om dem, det faktisk burde handle om.

For da forslaget om en formueskat kom frem, lød det fra flere milliardærer i Børsen, at det var »fuldstændig rablende sindssygt«. En af dem sagde direkte, at han og andre kunne finde på at flytte ud af Danmark, hvis de blev bedt om at betale f.eks. blot 0,5 pct. af udelukkende den del af deres nettoformue, der ligger over 10 mio. kr., som SF foreslår.

Betyder Danmark virkelig så lidt for jer?

Den rigeste ene procent ejer 25,3 pct. af den samlede formue i Danmark. Hver fjerde krone. De har bygget virksomheder i et land med gratis uddannelse, stabil retsstat, veludbygget infrastruktur, et sundhedsvæsen, der holder medarbejdere på benene, og i et samfund med høj tillid og lav korruption. De har haft adgang til kvalificeret arbejdskraft finansieret af fællesskabet. De har opereret i et af verdens mest stabile demokratier.

Danmark har stillet rammerne til rådighed. Trygheden. Arbejdskraften. Veje og havne. Et velfærdssystem, der gør, at folk tør tage chancer og starte virksomheder.

Alt det er ikke opstået af sig selv. Det er betalt af generationer før dem. Det er betalt af hårdtarbejdende danskere, der hver dag går på arbejde og yder en kæmpe indsats for vores fælles samfund.

Men i det øjeblik, fællesskabet beder om et beskedent bidrag tilbage, begynder snakken om at pakke kufferten.

Hvor i alverden er fædrelandskærligheden?

Det er svært ikke at se en nasser-mentalitet i det. Danmark er åbenbart glimrende, så længe man kan tjene sine milliarder i fred. Så længe skatten er lav nok.

Så længe fællesskabet holder hånden under ens egen forretning, gerne finansieret ved at skære på velfærdstilbud for almindelige danskere. Men når man bliver bedt om selv at bidrage til, at der også er et Danmark for dem, der kommer efter, så er loyaliteten pludselig til forhandling.

Samtidig vokser uligheden. Hver fjerde unge har haft kontakt til læge eller afbrudt uddannelse på grund af stress. Hver femte lønmodtager udviser symptomer på stress. Børn med massivt skolefravær er fordoblet på 10 år. Det er et samfund, der er presset. Et Danmark, der har brug for at hænge bedre sammen.

Formueskatten er lille i omfang. Vores forslag i SF rammer kun den del af formuer, der er over 10 mio. kr. Den handler om at sikre, at fællesskabet kan investere i sammenhængskraft og i, at der også er muligheder i provinsen og for den næste generation.

Det er dét, nogle af landets rigeste kalder vanvid.

Man kan ikke både kræve loyalitet og arbejdspligt af alle andre og selv true med at forlade fællesskabet, når man bliver bedt om at tage sin del.

Man skal ville Danmark. Det gælder også dem, der ejer hver fjerde krone.