Du er jo syg i hovedet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har en meget veludviklet indre irettesætter. Føler jeg mig ydmyget, håner den mig for at være så sart. Er jeg på nippet til at rase, klandrer den mig for min mangel på selvbeherskelse. Græder jeg, kalder den mig for tudefjæs, og deler jeg noget fra mit liv, minder den mig om, hvor helt utrolig gennemsnitlig og leverpostejsfarvet mine erfaringer er.

Jeg er af den opfattelse, at selvom det er både belastende og over tid ødelæggende at møde sig selv med så dømmende en facon, så må der være noget, der finder, at selvundertrykkelsen er at foretrække fremfor at noget andet. Hvad dette andet skulle være, ved jeg ikke, jeg ved kun, at var der ingen oplevede fordele ved at tale til mig selv, som en DF’er taler om muslimer, ja, så ville jeg lægge den indre dommer fra mig.

Måske finder jeg det bedre at ydmyge mig selv end at risikere, at andre kommer mig i forkøbet. “Luk nu ægget, tante tungirøven”, er alt andet lige rarere at høre for sit indre øre end at blive mødt med fra en udefrakommende. “Du er en taber”. “Du ligner lort. Lyder af lort. Fylder for meget. Taler for længe. Gør alt forkert.” Etc.

Er man én gang blevet mødt med en sådan mangel på forståelse fra omgivelserne, vil man gøre alt for at undgå noget lignende. Ja, man er endda villig til at afsky, mistro og håne sig selv, alt sammen for, at andre ikke skal komme dig i forkøbet.

Jeg blev syg, da jeg var 19. Meget syg. Jeg nægtede at spise, tabte 42 kilo og blev indlagt, da lægen vurderede, at jeg ikke kunne tage vare på mig selv. Det blev starten på en årelang kamp med anoreksi. En kamp, jeg kun overlevede, fordi sundhedsvæsenet tilbød mig hjælp, først i somatikken, senere på et center specialiseret i spiseforstyrrelser. Var jeg ikke blevet indlagt, er jeg ikke sikker på, jeg ville være i live i dag. Så først og fremmest: Tak til læger, sygeplejersker, psykologer, diætister. Virkelig.

Men. At være patient med en spiseforstyrrelse er ikke det samme som at blive indlagt med en brækket hofte. At være syg i sindet betyder i mange henseender, at du mister autoritet, anses for beslutningsudygtig. Har du et ønske, granskes dette for eventuelt underliggende dagsordener. Græder du, mistænkes gråden for at være en form for manipulation. Er du vred, vil en typisk konklusion lyde, at “du er i dine følelsers vold”, og at din reaktion derfor ikke bør tages alvorligt.

Er du længe i et miljø, hvor de mennesker, du har betroet dit liv, gang på gang møder dig med forbehold, konstant leder efter “underliggende motiver” og anser dine følelser for at være forkerte, uhensigtsmæssige eller ligefrem invalide, ja, så risikerer du at internalisere denne mistro. Med tiden bliver du i tvivl, om du nu virkelig er ked af det eller bare “lader som om” for at opnå det ene eller det andet.

Reagerer du med vrede på en urimelighed, føler du dig sekundet efter usikker, for er vreden ikke bare en infantil reaktion, sygdommen, der stikker sit ækle ansigt frem? Er din tristhed en løgn? Er din afmagt et skalkeskjul? Burde du ikke skamme dig over at rase, nægte, lyve, skrige?

At sætte spørgsmålstegn ved alt, du føler, tænker, mener og siger, er ødelæggende. Tænk, om en kemopatient skammede sig over at tabe håret. Eller en hjertetransplanteret følte sig uægte, fordi denne bar en andens hjerte. Kunne nogen finde på at udskamme en stroke-ramt for at være grådlabil? Nej vel?

Ingen skal skamme sig over at blive ramt af sygdom, det uanset om det er en somatisk eller psykisk lidelse. Det ser så smukt ud på overfladen, den stigende forståelse for psykisk mistrivsel, men sandheden er, at der stadig er milevid forskel på den respekt, en livstruende somatisk og en ditto psykisk sygdom afføder. Vi ser det tydeligt i sproget. De gloser, vi griber til, når vi skal beskrive noget eller nogen, vi finder ækle, urimelige, vanvittige.

”Du er syg i hovedet,” siger vi til folk, der handler på en måde, vi finder uempatisk eller helt urimelig.

”Han er jo sindssyg,” hører man gerne mennesker omtalt, som vel at mærke ikke er klinisk syge i sindet, men som opfører sig hovedløst eller usympatisk. Diagnosen ”psykopat” slynges afsted om snart sagt enhver, man tager afstand fra, og med samme selvfølgelighed, som bad man om saltet ved et middagsbord.

Sprog skaber verdener. Når vi anvender begreber fra psykiatrien om ting og situationer, vi væmmes ved, ja, så smitter det af på den måde, vi betragter mennesker med reelle sindslidelser og udfordringer. At det er så udbredt at bruge psykiatriske termer som skældsord, understreger med al tydelighed, at psykiske sygdomme fortsat rangerer på linje med rotter under vasken og stoppede afløb. Men hvordan stemmer det overens med det faktum, at 82 pct. af alle danskere på et tidspunkt i deres liv bliver ramt af en psykisk lidelse i en eller anden grad?

Hvordan kan vi underprioritere en sundhedsmæssig udfordring, hvis udbredelse og omfang er større end kræft og hjerte-kar-sygdomme, og hvis forløb gerne er længerevarende og mere komplicerede end mange somatiske? Hvad skyldes denne skævhed imellem indsatser på henholdsvis det somatiske og det psykiatriske område: Er vi bange for, at det smitter, frygter vi at afsløre, at vi indimellem har det så svært, at vi har hjælp behov.

Er det århundreders udskamning, der stadig hænger ved og farver vores opfattelse af lidelser i sindet, som et udtryk for svaghed og menneskelig uformåen?

Jeg spørger ikke, fordi jeg forventer et svar, men fordi jeg tror, det er vigtigt, at vi alle tør undre os og spørge os selv: Hvordan tænker jeg om psykisk syge, hvordan bruger jeg sproget, og kunne jeg finde på at råbe: ”Du har jo kemo i kroppen” med samme foragt, som andre råber: ”Du er jo gal” eller ”du er lige til den lukkede”.

Der er valg lige om hjørnet. Partierne står i kø for at vinde vælgernes gunst. De tilbyder fødevarecheck, bedre forhold for boligejere, tidligere pension for særligt udvalgte grupper, en opgradering af ældreplejen. De lover flere pædagoger i børnehaven og færre elever i klasserne. Men hvem taler de sindslidendes sag? De skøre, de gale, de svært deprimerede, de udadreagerende, de spiseforstyrrede, de selvskadende, de paranoides sag?

Hvem forlanger hurtigere indsatser for mennesker i mistrivsel, flere alternative boformer for de hjemløse, der ikke bare kæmper for at få tag over hovedet, men også for at få ro i sindet? Hvem sørger for flere miljøterapeuter på de psykiatriske afdelinger? Flere senge? Bedre opfølgning efter udskrivelse?

Jeg har endnu ikke besluttet, hvor jeg sætter mit kryds, men jeg kan sige så meget, at jeg ikke går efter billigere oksekød eller lempeligere skatter, men derimod efter de politikere, der vedkender sig, at det væsentligste kendetegn for et værdigt og stærkt samfund er, hvordan det behandler dets svageste, dem, der har det sværest. Dem, ingen andre gider at lege med. De sårbare, de sindslidende.