Kan modgang kun løses med diagnoser?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mistrivsel blandt børn og unge er blevet et nøgleord i den offentlige debat. Men vi gør os selv en bjørnetjeneste, når vi automatisk oversætter livsproblemer til psykiske lidelser. Ikke al mistrivsel er sygdom – og ikke alle diagnoser forklarer mistrivsel.

I dag ser vi, at alt for mange får diagnoser. Samtidig ser vi markant flere elever i specialklasser og på specialskoler end tidligere. Det kan ikke alene forklares med, at flere børn “fejler” noget. Det handler også om, at vores system er blevet dårligere til at rumme forskellighed.

Folkeskolen skal igen være et sted, hvor flere kan være med – også dem, der ikke passer ned i den snævre normalitetsramme.

Når systemet er indrettet sådan, at hjælp ofte kræver en diagnose, er det ikke mærkeligt, at mange jagter én. Men vi bør spørge os selv, om vi hjælper mennesker bedst ved at sætte dem i kasser. Jeg mener, at mindre system- og kassetænkning, mere forebyggelse og alternative behandlingsmetoder er nødvendig, hvis vi vil tage mistrivsel alvorligt.

Psykiatrien er under massivt pres. I børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark er ventetiden helt oppe omkring 72 uger.

Derfor skal forebyggelse fylde langt mere – i skolen, i familierne og i psykiatrien selv. Flere midler kan være en del af løsningen, men penge alene ændrer ikke en struktur, hvor bureaukrati og interne processer stjæler tid fra mødet med patienten.

Når nogle psykiatere kun når at se få patienter på en dag, er det ikke et spørgsmål om manglende midler og vilje, men om et system, der i for høj grad spænder ben for sig selv.

Samtidig må vi turde tale om perfekthedskulturen. Vi sammenligner os mere end nogensinde før – ikke kun med naboen, men med et glansbillede af hele landet og verden via sociale medier. Hvor lokalsamfundet før var rammen for vores spejl, måler mange sig nu mod uopnåelige standarder.

Presset for at præstere og passe ind skaber for mange lavt selvværd og mistrivsel i sig selv. Men løsningen er ikke at afskærme befolkningen, men at vise, at et samfund godt kan rumme og acceptere, at mennesker er forskellige, og at det i løbet af livet er naturligt at møde modgang.

Bare fordi man mistrives, behøver man ikke have en diagnose. Og bare fordi man har en diagnose, behøver man ikke mistrives. Hvis vi vil styrke trivslen, skal vi skabe et system, der accepterer forskellighed og ser hele mennesket – ikke kun journalen.