Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danmark svigter dansker i Cypern

Dansker bliver behandlet helt urimeligt i en sag, hvor hans ord ikke vejer så tungt som modpartens. Hvad gør Danmark?

Flemming BengtssonIt-konsulent, Brønshøj

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden foråret 2025 har den 24-årige danske statsborger Alex Bowa Johansen siddet fængslet i Nicosia i Cypern som følge af en politianmeldelse om voldtægt fra en ung portugisisk kvinde i 2022.

Ifølge JP’s artikel forleden indgår den unge kvindes forklaring i sagen, men tilsyneladende har Alex Johansens forklaring ikke samme vægt. Skyldes denne diskrepans vidneudsagn til fordel for kvinden, og ligger der en vurdering fra en kompetent cypriotisk læge til grund for kvindens vidneudsagn? Tilsyneladende ikke.

Men uanset Alex Johansens uskyld eller skyld er det chokerende, at Danmark ikke gør mere for en dansk statsborger i Cypern i en sag, hvor der ikke er faldet dom. Med udgangspunkt i dette må konklusionen være, at grundlaget for domfældelse ikke er til stede. Det udnyttes groft af tredje part.

Fra min egen tid som tidligere ekspatrieret dansker bosat i Nicosia i Cypern fik jeg det indtryk, at retssager i Cypern er en pengemaskine, som myndigheder og advokater excellerer i, hvor de kan slippe afsted med det.

Og som det gælder for andre lande i Mellemøsten, kan Cypern heller ikke sige sig fri for racisme, som jeg har oplevet på nærmeste hold. Kan det være Alex Johansens uheld?

Dansk politi og Udenrigsministeriet har qua mangel på et tilstrækkeligt juridisk grundlag for Cypern til at gennemføre og afslutte en straffesag inden for en rimelig tid svigtet en dansk statsborger og hans familie, der befinder sig i et uafklaret helvede med alvorlige økonomiske konsekvenser.

Det er en skændsel.

Ifølge JP går det cypriotiske retssystem efter at give Alex en livstidsstraf. Det virker absurd. I 1994 bortførte, voldtog og dræbte tre engelske soldater fra den engelske militærbase Dhekelia i en blodrus en unge dansk tourguide.

Straffen var livstid, kort efter nedsat til 25 års fængsel, og efter afsoning i 12 år blev de løsladt og sendt hjem til England. Alt i denne sag i Cypern er ude af proportioner.

Har det danske udenrigsministerium haft Cyperns ambassadør, George Kasoulides, til en samtale med henblik på en redegørelse for det hidtidige sagsforløb? Hvad har den danske ambassadør i Athen og den danske konsul i Nicosia at berette, som kan gives til Alex Johansen og hans familie?