Den grønne trepart kræver handling – ikke omkampe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarks fjorde er i alvorlig krise. Iltsvind, algeopblomstring og død havbund er ikke fjerne trusler – det er virkelighed i store dele af vores kystnære farvande.

En hovedårsag er kvælstofforurening, hvor landbruget står for 90 pct. af den menneskeskabte udledning.

Det samfundsproblem skal grøn trepart tage hånd om. Alligevel vælger Landbrug & Fødevarer i to debatindlæg i Jyllands-Posten at lægge afstand til den aftale, den selv har indgået, og som skal håndtere kvælstofforureningen.

Det er alvorligt – både for trepartens troværdighed og for de fjorde, der har akut brug for handling.

Martin Hjorth skriver: »Vi vil treparten – så tal med os og ikke om os.« Han efterlyser dialog og samarbejde. Det ønske deler vi. Men treparten er netop resultatet af dialog. Den er forhandlet og indgået mellem parterne – herunder Landbrug & Fødevarer.

I den aftale, som Landbrug & Fødevarer indgik i den grønne trepart, står der tydeligt, at der fastsættes et midlertidigt krav til markregulering med effekt i 2027.

Derfor er det svært at forstå, at Hjorth mener, at man »kortslutter arbejdet og ånden om samarbejde«.

Grundidéen med grøn trepart er, at landbruget kan undgå regulering ved at række hånden op og stille sin jord til rådighed for skov, natur og vådområder. Jo større tilslutning fra landbrugets side, jo mindre indgribende regulering.

Det er samtidig værd at huske, at det langsigtede mål med treparten netop er, at behovet for markregulering skal falde, i takt med at arealomlægningen realiseres.

Reguleringen er derfor tiltænkt som et midlertidigt sikkerhedsnet og ikke et mål i sig selv. Tværtimod har landbruget muligheden for helt at undgå regulering, hvis de rækker hånden op og melder sig til at udtage jord.

Med andre ord: Hvis landbruget ønsker et lavere reguleringstryk, er den mest oplagte vej større tilslutning til de ordninger, der reducerer kvælstofudledningen permanent.

Jo flere arealer, der omlægges til skov, natur og vådområder, desto mindre behov bliver der for regulering. Og det er nu, muligheden for at gå ind i ordningerne er der. Helt efter ånden i aftalen.

At reguleringen skal have effekt fra den 1. januar 2027 – og derfor kræver tilpasning forud – er ikke nyt. Det fremgår også klart af aftalen. Man kan ikke både tilslutte sig en aftale og bagefter behandle dens indhold som en overraskelse.

I et andet indlæg argumenterer Martin Hjorth for, at reguleringen risikerer at »trække i den modsatte retning« i forhold til at tiltrække unge til erhvervet.

Men unge landmænd efterspørger stabile og langsigtede rammer. De efterspørger forudsigelighed og et erhverv med fremtid. Den største usikkerhed opstår ikke af klare miljøkrav, men af tvivl om, hvorvidt indgåede aftaler faktisk står ved magt.

DN er en del af den grønne trepart, fordi den kombinerer ambitiøs arealomlægning med målrettet regulering – og fordi den for første gang i mange år sætter en klar retning for, hvordan vi bringer kvælstofudledningen ned på et niveau, som vores fjorde kan tåle.

Vi er ikke modparter. Vi er partnere. Men et partnerskab forudsætter, at man står ved det, man har indgået. Hvis treparten skal lykkes, kræver det, at alle parter tager ansvar – også når aftalen forpligter.

Det skylder vi fjordene. Og det skylder vi hinanden.