Vi skal ikke skamme os over at ville se Trevifontænen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Overturisme ødelægger tilsyneladende Europas klassiske destinationer. Indbyggere på Gran Canaria sulter, mens investorer bygger dyre ferielejligheder. Forsøger Europas favoritrejsemål virkelig at løse problemet med overturisme og alvorlig fattigdom?

»Hey, hvor i verden ville du allerhelst være lige nu?« lyder det i Momondos reklamer.

På Gran Canaria, tænkte jeg sidste efterår. I Agüimes-Temisas-dalen klatrede jeg spændt ned i kløften Barranco de las Vacas, som med sine rødlige klippevægge og flotte formationer straks blev en attraktion i 2019, da en turist lagde et billede på Instagram.

Det første, jeg så, var »Tourist Go Home« spraymalet på klippevæggen, selvom her ikke var nær så overrendt som andre steder på øen, hvor turistindustrien udgør en vigtig del af øens levegrundlag.

»Asiatiske og amerikanske turister har ødelagt Europas smukkeste byer,« skrev den britiske rejsejournalist Greg Dickinson fordomsfuldt i sin overskrift på en artikel i The Telegraph den 3. februar. Undertitel: »I stedet for at reducere antallet af besøgende synes politikerne mere interesserede i at stikke penge i lommen.«

I dag skal besøgende i Rom betale to euro for at kaste en mønt i Trevifontænen. Barcelona vil forbyde al korttidsudlejning til turister inden 2028. Dubrovnik har begrænset antallet af krydstogtskibe til to om dagen (mod otte skibe dagligt i højsæsonen). På Côte d’Azur vil Cannes kun tillade skibe med maks. 1.000 passagerer. Firenze har afskaffet nøglebokse, der lugter af Airbnb, og lægger op til personlig check-in for at bevare sit omdømme som en »levende« by.

I Jyllands-Posten Rejser kunne jeg den 24. februar læse, at også indbyggere på De Baleariske Øer har protesteret mod overturisme, som har ført til stigende boligpriser og pres på infrastrukturen.

På min ferie på Gran Canaria slentrende jeg i Puerto Morgans gamle bydel og undrede mig over de gamle bygningers flotte indgangspartier af glas. Det må have været dyrt, tænkte jeg og blev rasende, da jeg opdagede, hvor mange lokale lever på kanten af fattigdomsgrænsen, mens turister nyder deres ferie i nyrenoverede ferielejligheder.

Jeg endte med at skrive en rejseartikel til Jyllands-Posten Rejser om solskinsøens udfordringer, og om de frivillige canariere og pensionerede europæere, der hjælper øens private hjælpeorganisationer med at hente og fordele overskudsmad til økonomisk trængte familier. Alene i øens hovedstad lever ca. 225.000 mennesker i alvorlig fattigdom og er afhængige af at modtage gratis mad og tøj, mens private udlejere lejer dyrt ud til turister.

Tidligere skulle vi føle flyskam, fordi flyrejser udløser en miljø- og klimabelastning. Nu, fem år efter coronapandemien, bliver vores rejseglæde mødt af forbud, turistbebrejdelse og skatter.

Jeg forstår udmærket de lokales protester mod overturisme. Men skal protester, forbud og skatter påvirke vores opfattelse af de klassiske destinationer negativt, når det er destinationernes egen regering, den er gal med? At nedbringe antallet af turister på favoritrejsemål løser ikke destinationernes elendige infrastruktur med stigende mad- og boligpriser.

Som rejsende bør vi måske rette vores kikkert mod andre destinationer med historiske seværdigheder, der tænker i innovative løsninger til at styre flowet af besøgende, mens Europas favoritrejsemål gennem lovgivning må regulere grådige investorer og bekæmpe den inflation, som skaber høje boligpriser og leveomkostninger.

Det er ikke os rejsende, der skal skamme os over at ville se Trevifontænen i Rom, og det er ikke udenlandske pensionisters pligt at sørge for, at lokale får tøj og mad, inden de nyder deres otium i solen. No shit, Sherlock!