Vågn op, Danmark: Læk afslører Ruslands tårnhøje ambitioner i Afrika
Netop lækkede dokumenter giver foruroligende indsigt i Ruslands omfattende påvirkningskampagner i afrikanske lande. Imens diskuterer vi i Danmark, om vi skal mindske vores engagement på kontinentet gennem en nedsættelse af udviklingsbistanden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At Rusland bedriver misinformation i Afrika, er ikke noget nyt. Men for nylig kunne det panafrikanske medie The Continent vise, hvor omfattende og gennemtænkte operationerne er.
Mere end 1.000 siders interne dokumenter fra det russiske desinformationsnetværk under navnet ”The Company” – tidligere kendt som Wagnergruppen – blev afleveret anonymt til redaktionen og kaldes det hidtil største læk om russiske påvirkningsoperationer til dato.
Dokumenterne fortæller i detaljer om den russiske regerings planer for at fremme anti-vestlige følelser i lande i både Sydamerika og især Afrika. Blandt andet brugte ”The Company” i 2024 mere end 7,2 mio. dollars på påvirkningskampagner på de to kontinenter ved at betale lokale journalister og medieplatforme for at sprede pro‑russiske fortællinger, inklusive kritik af FN, Vesten og støtten til Ukraine.
En vigtig del af de russiske påvirkningskampagner i de afrikanske lande er, ifølge de netop lækkede dokumenter og tidligere afsløringer, at puste til befolkningernes krav om frihed fra tidligere kolonimagters indflydelse og derved skabe grobund for tættere relationer til Rusland.
I Senegal, hvor jeg laver det meste af min forskning, viser dokumenterne, at Rusland udviklede scenarier om at understøtte en militær magtovertagelse, mens det på tværs af Afrika handler om at styrke anti-franske og bredere anti-vestlige fortællinger og påvirke valg.
De sort-hvide fotokopier af de fortrolige russiske arbejdsplaner kan give brændstof til enhver koldkrigs-spionfantasi. Men overordnet er det vigtigt at huske på, at påvirkningskampagner næppe har effekt, hvis ikke de repræsenterer i det mindste en smule sandhed for befolkningen.
Uafhængighedsbevægelsen, suverænitetsdagsordenen, Den Panafrikanske Bevægelse – kært barn har mange navne – er ikke skabt af russisk desinformation, men har mere end 70 år på bagen på det afrikanske kontinent.
I det 21. århundrede handler den om et endeligt opgør med den såkaldte neokoloniale, vestligt-centrerede verdensorden, der inddeler verden i et økonomisk, politisk, kulturelt og vidensmæssigt hierarki med afrikanske og andre post-koloniale lande på bunden.
I Europa er ønsket om selvstændighed primært blevet set som en trussel; måske fordi det indirekte truer den verdensorden, vi nyder godt af – men som der nu også er intern kritik af. Bl.a. leverede Canadas premierminister, Mark Carney, en råt for usødet tale på Davos for nogle uger siden, hvor han kaldte den regelbaserede verdensorden en nyttig fiktion.
Ifølge min forskning er det også vigtigt at skelne mellem et decideret had til tidligere kolonimagter og kritikken af et uretfærdigt system – etableret i kolonitiden, fastholdt i nutiden. Det er med andre ord ikke Frankrig som land, mine informanter i Senegal retter deres kritik imod – det er det system af undertrykkelse, der nok har bragt europæiske lande fremgang, men samtidig har fastholdt store dele af klodens befolkning i underlegne positioner. Og det system skal vi turde se efter i sømmene.
Det virker ikke længere, som Carney påpegede i sin tale.
I denne tid med opbrud over hele linjen har Venstre foreslået at skære udviklingsbistanden med godt 6 mia. kr., svarende til halvanden fødevarecheck. En del af besparelsen, hvis den gennemføres, vil uundgåeligt ramme Afrika, der modtager en væsentlig del af den samlede bistand i dag. I den diskussion er det oplagt at spørge os selv, om det er nu, Danmark bør trække sig tilbage fra scenen og overlade den til Kreml?
I 2050 vil hver fjerde indbygger på kloden være afrikaner. Resten af verden er dybt afhængig af det afrikanske kontinent for at understøtte grøn omstilling, samhandel og sikkerhed. Verdens fremtid er med andre ord uløseligt forbundet til det afrikanske kontinent.
Pengene, vi kan spare på udviklingsbistanden, vil Venstre bl.a. bruges på sikkerhed. Men i en forandret verden bør vi overveje, om der er andre former for sikkerhed, det for et lille land som Danmark giver mere mening at investere i?
Hvad, hvis vores værn mod de russiske påvirkningskampagner var ligeværdige alliancer og partnerskaber? Tiltag, der ikke lugter af brudte løfter, værdipolitik og løftede pegefingre, men er i øjenhøjde med lokalbefolkninger.