Hvis kriminalitet er et udlændingeproblem, er det også et mandeproblem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er få ting blandt politikere i dagens Danmark, der er mere på mode end at tale om kriminelle indvandrere.

Det er efterhånden gængs viden, at indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, og det gør det nærliggende for mange at anskue kriminalitet som et udlændingeproblem.

Desværre afviser de selvsamme mennesker, at kriminalitet skulle være et mandeproblem, selvom mænd er voldsomt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. F.eks. affejede folketingskandidat for Konservative Christian Holst Vigilius i en kronik i Berlingske en udtalelse fra Christian Rabjerg Madsen (S) om, at Madsen skammede sig på mænds vegne over kvindedrab med bemærkningen: »Det antyder, at når enkelte mænd begår forfærdelige handlinger, så har mænd som køn et kollektivt ansvar.«

Det afslører, at de reelt ikke vil følge deres ræsonnement til dørs, men bare vil sætte udlændingene uden for døren.

Hvis man først har besluttet sig for at inddele kriminelle efter deres gruppetilhørsforhold, er man også nødt til at gøre det i forhold til alle de markører, som kunne være relevante. Så kan man ikke bare vælge alene at fokusere på de ydre karakteristika, som understøtter ens egne fordomme eller politik.

I 2023 var ca. 16 pct. af de 15-79-årige mænd, der var dømt for en overtrædelse af straffeloven, indvandrere eller efterkommere fra MENAPT-landene. Til sammenligning var det i 2024 ca. 76 pct. af alle dømte personer, som var mænd.

For så vidt angår drabspersoner, er det ca. 91 pct. af gerningspersonerne, som er mænd. Så hvis kriminalitet er et udlændingeproblem, er det også et mandeproblem.

Hvis man virkelig er interesseret i at forstå årsagerne til kriminalitet, så bør man vel se på det samlede billede og alle de medvirkende faktorer, som kan spille ind. Hvis man omvendt ikke ønsker at se verden gennem et kollektivistisk slør, men hellere vil bedømme det enkelte menneske individuelt, tager man slet ikke gruppetilhørsforhold i betragtning.

De nationalkonservative typer gør en helt tredje ting: De inddeler kriminelle i grupper, hvorefter de anerkender overrepræsentationer af nogle grupper og hårdnakket afviser andre gruppers overrepræsentation. De ville udgøre ualmindeligt dårlige klasselærere, som efter at have iværksat gruppeinddelinger af klassens elever pure nægtede eksistensen af de grupper, de på eget initiativ havde lavet.

At stå hårdnakket fast på, at kriminalitet ikke er et mandeproblem, er omtrent lige så dumt, som når ”Dora The Explorer” med et ocean i baggrunden spørger publikum: »Do you see any water?«

Forskellen er, at vores kære ven Dora henvender sig til de mindste børn, mens vores nationalkonservative venner beder om voksne vælgeres gunst. Det gør Dora lovligt undskyldt, mens det kun gør de nationalkonservatives bragende ignorance endnu tydeligere.

De afslører med deres nægtelse af at anerkende den kønsmæssige dimension af kriminalitet, at K’et i konservatisme i hvert fald ikke står for konsistens eller konsekvens, men rettere for kvajpande. Forklædt bag argumentet om, at de nødigt vil mistænkeliggøre alle mænd, sidder de i skjul for deres standpunkt. Det nærliggende spørgsmål er herefter: Er det ikke også en mistænkeliggørelse af alle udlændinge med ikkevestlig baggrund at betegne kriminalitet som et udlændingeproblem? Hvorfor skulle mistænkeliggørelsesargumentet kun gælde for mænd?

Man bevæger sig ned ad en farlig vej, når man kategoriserer kriminalitet som et problem med bestemte grupper af mennesker med særlige ydre karakteristika såsom nationalitet, oprindelse, race, seksualitet og køn.

Men hvis man endelig vil gå ned ad den vej, bør man gå hele vejen og ikke lukke øjnene for bestemte gruppers overrepræsentation, mens man krampagtigt holder fast i andre gruppers overrepræsentation.