Liberale rettigheder gælder ikke Allah og enhver

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvilke meget små sko kan liberale kommentatordanmark egentlig få sine ingefærknolde ned i, når de føler sig trådt over deres nederste knytnæver over, at nogle muslimer har et kosteskab på uni til at praktisere deres statsgodkendte trosretning i?

Liberale rettigheder og religionsfrihed plejer da at hænge lidt bedre sammen, gør de ikke? Individets autonomi og beskyttelse mod statslig tvang. You know; den slags små trompetstød af frihed, vi plejer at være så stolte af her i Danmark. De gælder bare aldrig muslimer.

Så når Mette Frederiksen siger, at religion har vigepligt for demokratiet, så mener hun højre vigepligt. Og imens jeg skriver dette, leder studenterpræsten på KU folk i fristelse med reklamer for ”Mindful Morgen”, ”Fællesskab over et måltid med korte oplæg” og ”Sorggrupper”. Det hele skriger jo til himlen, men kun på dansk.

Og seriøst – hvad i Tom Jensens clickbaitavis foregår der? Mediernes vin til vand-øjeblik var, da Berlingske knaldede den politiske stemmegaffel direkte ind i Rolex-uret på de læsere, hvis hjerter allerede vibrerer som bagepapir med bier i over, at der findes andre mennesker. Deres bederum er det offentlige rum.

Det skete med et (anonymt) konstrueret billede, der udover at være falsk ellers var et rigtig godt billede på, hvordan man udhuler sin egen eksistensberettigelse som seriøst medie. Liberté, egalité … og øh, actualité.

Det er sådan, man gør en af verdens ældste aviser til et politisk pornoblad. Vi mister troen på medierne og deres falske profeter, når det eneste, de prædiker, handler om at splitte os ad med deres asociale nu-ismer. Men det er vel også en slags tro. Bare ikke på fremtiden. Eller hinanden. Eller noget liberalt. Eller på noget som helst. I al evighed. Amen.