Epstein-afsløringer må være dødsstødet for den mistroskultur, overgrebsofre har mødt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Chok efter chok følger med afsløringerne i Epstein-filerne – men der er to vigtige pointer, vi overser midt i overfloden i diverse medier: Den ene er noget, vi er mange, der har sagt: Vi skal tage fortællinger om seksuelle overgreb alvorligt – første gang, de bliver fortalt. Den anden er, at krænkere ligner ikke monstre. De ligner os.

Sagen om Jeffrey Epstein og Epstein-filerne er ikke kun historien om velhavende og magtfulde mænd og kvinder, der udnytter børn og unge og udsætter dem for forfærdelige ting. Det er også historien om systemer og omgivelser, der ikke lyttede eller handlede, og om hvor svært det er for ofre for seksuelle overgreb at blive hørt og troet på. Ikke bare når det gælder dem, der er magtfulde, rige eller omgivet af indflydelsesrige personer, men generelt. Og det må vi ikke glemme midt i forargelserne over filerne.

For allerede i 2005 blev Epstein efterforsket for at have udsat en 14-årig pige for seksuelle overgreb, som førte til en dom. I 2008 blev han dømt for at have købt seksuelle ydelser af en mindreårig. Alligevel fortsatte de adskillige overgreb med andre unge.

Et af ofrene Virginia Giuffre var teenager, da hun blev fanget i Epsteins netværk. Først mange år senere stod hun frem. Flere ofre har siden fortalt, at de var mindreårige, da overgrebene fandt sted – og at der gik år, før de turde sige det højt.

Og selvom forbrydelserne er sket mange kilometer væk fra vores lille andedam, er der vigtige samtaler, vi må tage på baggrund af denne triste sag.

Det bør føre til en seriøs selvransagelse herhjemme og være et endegyldigt opgør med mistroskulturen over for os, der står frem og fortæller om seksuelle overgreb fra barndommen.

For seksuelle overgreb mod børn og unge sker også her. Man antager, at det er omkring 10 pct. af børn og unge i Danmark – det er op til tre i hver skoleklasse – der udsættes for seksuelle overgreb, men der er også bred enighed om, at der er et stort mørketal. Derudover har et netværk under Social- og Boligstyrelsen for et år siden konkluderet, at vi hverken lykkes med at bekæmpe eller forebygge seksuelle overgreb mod børn og unge.

Mistænkeliggørelse fører kun til øget skam og tavshed, ikke forebyggelse og bekæmpelse af seksuelle overgreb mod børn.

Når vi møder fortællinger om seksuelle overgreb med spørgsmål som “Hvorfor sagde hun det ikke noget før?”, er vi med til at forlænge tavsheden.

Desværre er det ikke særlig længe siden, at vi kunne se den sætning gå igen i forbindelse med Berlingskes dækning af nu voksne kvinder, der stod frem med overgreb, der angiveligt var begået af den folkekære komiker Jonatan Spang. Men det er de fleste ofre for overgreb i barndommen, der først fortæller om dem som voksne. En norsk undersøgelse viser nemlig, at der i gennemsnit går 17,2 år fra overgrebene sker, til offeret taler højt om dem for første gang.

Hvis vi vil have bedre mulighed for at stoppe genforbrydelser og bekæmpe seksuelle overgreb, må vi gøre op med de mekanismer, der får ofre til at tie. Og her spiller oplysning en stor rolle samt en kultur, der vedligeholder sig. For spørgsmålet er ikke, hvorfor offeret ventede, men hvorfor hun eller han ikke følte, det kunne komme frem før?

Og når vi er ved genforbrydelser, så er Epstein-sagen også en højtråbende påmindelse om, at der ofte er høj risiko for netop det, når det handler om seksuelle overgreb mod børn og unge.

Inden for det seneste år har medierne herhjemme dækket en række sager omhandlende seksuelle overgreb mod børn, hvor gerningspersonen har haft en lignende dom i bagagen forinden. Og her bør vi kigge på andre løsninger end straf alene, når det gælder denne type af sager.

Epstein-afsløringerne understreger også en anden vigtig omend ubehagelig pointe i forhold til seksuelle overgreb mod børn og unge: at gerningspersonen ofte ikke ligner et monster, men at krænkere florerer i alle af samfundets lag. De kan være veluddannede, venlige, sidde i højt betroede stillinger eller være ansat til at yde omsorg for dem, de ender med at krænke.

Det fik vi et indblik i med sigtelsen af den tidligere toppolitiker Henrik Sass Larsen og senere dommen for at være i besiddelse af overgrebsmateriale med børn. Jeg husker stadig en kommentar på Facebook, hvor en kvinde skrev: »Ej, ikke den pæne mand.« Men jo. Pæne mænd – og kvinder for den sags skyld – kan også gøre frygtelige ting. Udseende, velstand og profession bør ikke være en barriere for at se problematisk adfærd eller tilsidesætte dem, der fortæller om seksuelle overgreb af sådan en person. Her er Epstein-afsløringerne et tydeligt bevis på, at vi ikke må se væk eller negligere fortællingerne pga. fremtoning og social kapital.

Alle de afsløringer, vi er vidne til i Epstein-filerne, bør være startskuddet til reel forandring herhjemme til at forebygge og bekæmpe seksuelle overgreb mod børn og unge.

Men reel forandring kræver, at vi kigger alvorligt på de sager, der foregår herhjemme, lytter til fortællinger om overgreb i stedet for at tvivle og møde dem med mistro og negligering, ligesom at vi er nødt til at fokusere på de mekanismer, der gør, at ofre for seksuelle overgreb i barndommen først fortæller om dem sent i livet.

Heldigvis har selvsamme netværk under Social- og Boligstyrelsen udgivet syv strategiske spor, som kan bekæmpe seksuelle overgreb mod børn. Jeg kan kun opfordre alle til at læse dem – for i dem er vi – befolkningen – en aktiv del af bekæmpelsen, samt at vi hver gør vores ypperste for at lytte i stedet for at negligere, når vi møder fortællinger om seksuelle overgreb.

For reel forandring kræver mere end forargelse og sensationshistorier. Det kræver, at vi tror på dem, der fortæller om svære ting, og at vi tør se kritisk til ulige magtforhold og problematisk adfærd – og ikke mindst, at vi insisterer på at beskytte børn og unge, også når det er ubekvemt.

Epstein-filerne bør vise os et skrækscenarie af, hvad der ikke må ske herhjemme. Spørgsmålet er, om vi er villige til at lægge arbejdet i, at det ikke bliver til virkelighed blandt vores børn og unge.