Bindingen til landbruget spænder ben for fornyelse i Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Venstre har i årtier betragtet sig selv som Danmarks store, samlende folkeparti på den borgerlige fløj. Et parti for både land og by. For erhvervsliv og lønmodtagere. For klassiske liberale såvel som værdikonservative.

Men i dag er den fortælling udfordret. Partiet fremstår i stigende grad bundet til én historisk identitet, som risikerer at spænde ben for netop den brede appel, som Venstre ellers ønsker at genvinde.

Nemlig forholdet til landbruget.

For mange borgerlige vælgere er de afgørende politiske spørgsmål fortsat lavere skat, personlig frihed og mindre statslig indblanding. Det er sjældent landbrugspolitikken, der afgør deres stemme. Og netop her opstår udfordringen for Venstre.

For hvordan kan det parti, der traditionelt har været bannerfører for fri konkurrence og markedsøkonomi, samtidig fremstå som den mest konsekvente forsvarer af et erhverv, der i betydelig grad er afhængigt af støtteordninger, særregler og politisk hensyntagen? Det fremstår for mange vælgere som et åbenlyst paradoks.

Samtidig har vælgerlandskabet ændret sig markant igennem tiden. Unge borgerlige byvælgere – såsom mine medstuderende på CBS – orienterer sig i højere grad mod personlige skattelettelser, mindre bureaukrati og lignende klassiske, liberale dagsordener. I den optik risikerer den vedvarende prioritering af landbruget at overskygge andre politiske mærkesager og skabe uklarhed om Venstres egentlige positionering.

De andre borgerlige partiers mærkesager er med til at understrege denne pointe. Liberal Alliance har en klar profil på skat og økonomi. Danmarksdemokraterne har en tydelig værdipolitisk linje. Moderaterne positionerer sig som pragmatiske midterpolitikere.

Men hvad er Venstres nutidige fortælling – udover den historisk tætte tilknytning til landbruget? Ja, den er ganske enkelt svær at få øje på.

En del af forklaringen findes naturligvis i Venstres historie som bondeparti. Baglandet har således traditionelt spillet en central rolle i partiets politiske prioriteringer.

Men i dag, hvor medlemstallet er faldet markant og vælgerbasen langt bredere og mere urban, må det siges at være et relevant spørgsmål, om denne historiske tyngde fortsat bør definere partiets strategiske kurs.

Samtidig har organisationer som Landbrug & Fødevarer haft en vedvarende og institutionaliseret indflydelse på debatten – foruden at have støttet Venstre direkte økonomisk – hvilket yderligere har forstærket koblingen mellem partiet og landbruget.

Men det er jo ingen hemmelighed, at landbruget har bidraget til forureningen af vores grundvand. Det er heller ingen hemmelighed, at forholdene i flere stalde er dybt problematiske, som det for nylig blev dokumenteret hos TV 2. Disse faktorer appellerer nok ikke til ret mange vælgere generelt, men i særdeleshed ikke de storby-orienterede unge.

Så hvis Venstre fortsætter med at alliere sig med en sektor, der efterhånden er blevet tilstrækkeligt upopulær i den brede befolkning, risikerer partiet at fremstå mere bundet til historiske alliancer end til nutidens vælgerprioriteter.

Konklusionen er derfor klar: Hvis Venstre fortsat ønsker at genindtage rollen som det store, samlende folkeparti, kræver det en selvransagelse: Skal partiet blive ved med at tilgodese forældede interesser, eller er tiden kommet til et opgør med traditionerne?

Valget er Venstres.