Kommentarsporene afslører sandheden om danskernes tolerance

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»En bøsse i fiskenet«. Homofobiske kommentarer vælter disse dage ned over vinderen af Melodi Grand Prix. At det kan ske i 2026, er skræmmende.

Det burde ikke være modigt at stå på en scene i Danmark og være den, man er. Alligevel ser vi igen og igen, hvordan hadet finder vej til kommentarfelterne, når en kunstner bryder med kønsnormer eller åbent repræsenterer en minoritet.

Da Danmark vandt Det Internationale Melodi Grand Prix med Brdr. Olsens ”Fly on the Wings of Love”, var det fællesskabet og musikken, der fyldte. Da Emmelie de Forest vandt Eurovision Song Contest med ”Only Teardrops”, var det stoltheden, der samlede os. I dag ser vi desværre, at hadet larmer højere end hyldesten, når scenen indtages af en kunstner, der ikke passer ind i en snæver forestilling om køn og seksualitet. Det er fandeme ærgerligt.

Ord er ikke bare ord. Når man reducerer et menneske til »en bøsse i fiskenet«, er det ikke en uskyldig joke. Det er en bevidst nedgørelse, det er et signal til unge LGBT+-personer om, at deres identitet stadig er til debat, at de stadig kan gøres til grin, og at de ikke helt hører til.

Som et vågent menneske nægter jeg at acceptere, at minoriteter skal betale prisen for andres uvidenhed. Ytringsfrihed er en grundsten i vores demokrati, men ytringsfrihed er ikke det samme som ytringspligt.

Vi skal kunne rumme forskellighed. Vi skal kunne tåle, at kunst udfordrer os. Og vi skal insistere på, at respekt ikke er en særlig rettighed for flertallet, men en selvfølge for alle.

I Danmark bilder vi os glædeligt ind, at vi er et foregangsland, når det gælder tolerance og ligestilling. Sandheden er bare, at det er løgn. Kommentarsporene på diverse medier afslører, hvor skrøbelig vores rummelighed er, når den bliver udfordret.