Rådet for kulturel modstandskraft er en vigtig anerkendelse af kulturlivet – men det har en blind vinkel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Selviscenesættende. Åndssvagt. En ny statslig snakkeklub.

Der er blevet delt flere kritiske røster om kulturminister Jakob Engel-Schmidts nyligt nedsatte Rådet for kulturel modstandskraft.

Selv er ministeren vred på kulturen og kunstnernes vegne over de hånende ord og afviser blankt, at kritikken kommer til at standse det, han kalder »det måske største gruppearbejde i Kulturministeriets historie«.

Jeg anfægter på ingen måde rådets relevans. Tværtimod er jeg overbevist om, at det kan bidrage med en masse vigtige perspektiver, i forhold til hvordan vi styrker vores fællesskab og demokrati i en tid præget af geopolitisk uro. Uro, der kræver mere end forsvarsmaskinel og ”hård” sikkerhed. Det kræver alle mand på dæk – og alle samfundslag.

Men hvis vi mener kulturel modstandskraft alvorligt, så bør vi tænke perspektivet langt større end kultursektoren alene. Det er ikke kun højskoler, kulturinstitutioner og gallerier, der skal forme strategien og løfte den kulturelle modstandskraft – det er hele erhvervslivet, der skal stå sammen. Det kræver, at vi sætter ind dér, hvor størstedelen af danskerne bruger deres vågne timer: på arbejdspladsen.

Det er på arbejdspladsen, at vi møder og debatterer forskellige perspektiver, finder inspiration, udtænker løsninger og træner vores evner til at indgå i dialog og somme tider uenighed med andre mennesker. Og det er her, at kunsten og kulturen kan gøre en markant forskel, hvis vi altså lærer at bruge den rigtigt – som et strategisk redskab til forandring.

Der er allerede en solid appetit på at indtænke kunsten i erhvervslivet, og gevinsterne er tydelige. Kunsten har dokumenteret betydning for innovation, trivsel og refleksion på landets arbejdspladser – og vi ser det hver dag i praksis: Når kunst integreres i storrumskontoret, kantinen og mødelokalet, åbner det for nye samtaler, nye forbindelser og nye måder at se verden på. Dét er demokratisk dannelse.

Derfor mener jeg også, at rådet i sin nuværende form har en blind vinkel og mangler at bygge bro mellem kulturen og dansk erhvervsliv.

Vi er nødt til at blive meget mere konkrete, hvis kunsten og kulturen rent faktisk skal udmønte sig i modstandskraft. Og vi er nødt til at brede perspektivet ud, så effekten ikke kun rammer de folk, der i forvejen er involverede og interesserede i kunsten.

Knud W. Jensen, grundlæggeren af Louisiana, sagde det klart, da han i 1954 var med til at stifte Kunst På Arbejde: Kunsten skal være tilgængelig for flere – dér, hvor livet leves. Det er ikke alene i kultursektoren. Det er på arbejdspladsen, i daginstitutionen, folkeskolen, gymnasiet, erhvervsskolen, universitetet. Det er her, vores demokratiske tænkning formes.

Derfor er der brug for at indtænke et tydeligt arbejdslivsspor i rådets videre arbejde med konkrete anbefalinger til, hvad virksomheder, organisationer og arbejdsmarkedets parter kan gøre for at styrke den kulturelle modstandskraft.

Hvordan kan kunsten helt konkret bruges til at styrke fællesskab og skaberkraft blandt kollegaer? Hvordan kan kunsten igangsætte samtaler, der giver nye perspektiver og styrker vores evne til at opfatte verden på nye måder? I det store hele – hvordan flytter vi kunsten fra at være pynt på væggene til at blive et værktøj til at fastholde de værdier, vi som samfund bør værne om i krisetider?

Derfor er min klare opfordring til kulturministeren og til rådet: Tænk nu i nye alliancer. Inddrag erhvervslivet. Inddrag uddannelsessektoren. Hvis kulturel modstandskraft reelt skal opbygges, så kræver det, at kunst og kultur ses som et bærende element i vores infrastruktur – ikke som et supplement for de få.