Ukraine er hele forudsætningen for Europas sikkerhed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er på vej til fods gennem den vestukrainske by Lviv, og jeg bliver konstant draget af byens gamle porte og baggårde. Fortidens skønhed og nutidens forfald blandes på forunderlig vis med sneen, der er ved at smelte.

Uanset hvilken dør jeg kigger ind ad, står mellemkrigsårenes elegance frem mellem revnerne. Alle steder hænger de samme gamle sovjetiske postkasser. Samme postkasser hele vejen fra Riga til Vladivostok.

Den russiske påvirkning har været noget mere brutal end ramponerede postkasser denne nat. Der har været luftalarm, og en købmandsforretning er blevet pulveriseret i et russisk terrorangreb, der trak en ung kvindelig betjent med sig i døden.

Uanset en demonstrativ insisteren på normalitet blandt byens borgere er krigen til stede overalt. I stigende grad i form af veteraner. Jeg mødes med Yurko. Han er egentlig uddannet i filosofi fra byens universitet, men han har været soldat siden 2015, hvor den russiske invasion reelt allerede var i fuld gang med annekteringen af Krim og krigen i det østlige Ukraine. Han har en interessant pointe.

Det er første gang, der udkæmpes en krig, hvor en stor del af soldaterne består af intellektuelle, og hvor kampen står om at være teknologisk overlegen. Pointen er væsentlig, for vi har ganske enkelt ikke forstået dybden af krigen i Ukraine.

Det er en krig på droner og ubemandede køretøjer. Slagmarken findes som en app på iPad’en. Samtidig giver krigen en mulighed for at forstå og beskrive, hvad den gør ved os som mennesker, netop fordi den i usædvanlig grad udkæmpes af mennesker, der normalt ville bruge pennen som sværd.

Det er derfor, vi har brug for Ukraine, hvis vi skal modstå den hybride trussel fra Rusland eller andre fjendtlige nationer for den sags skyld.

Det er ikke længere en floskel, at Ukraine kæmper for vores egen sikkerhed og frihed. De sidder bogstaveligt talt med nøglen og løsningen til at imødegå fremtidens sikkerhedsmæssige udfordringer i vores lidt mere trygge hjørne af Europa.

Tilbage til filosoffen, der blev kriger. For Ukraines kamp er en kamp for at vende tilbage til Europa og til de idéer, Europa er bygget på. Ukraines fremtid ligger i fortiden, og vejen til overlevelse er gennem nutidens måde at føre krig på.

For Yurko er idéen om individets værdi helt central, og derfor er han involveret i at fortælle de ukrainske soldaters historier – både dem, som er faldet på slagmarken, og dem, som i dag er invalideret. Hvert enkelt menneskes historie har værdi, og netop her adskiller Ukraine sig fra Rusland. Individet betyder intet i Putins Rusland, og i øvrigt er der rigeligt med mennesker at tage af.

Den kyniske kalkule gør, at Ukraine kan slides op, hvis ikke hjælpen fra resten af Europa er massiv og den politiske opbakning stålsat. Her fire år efter den russiske invasion er der ikke plads til, at vi enten mister interessen eller blinker først. Ukraine er bolværket mod russisk hybridkrig mod vores lande og livsform.

Vi skal derfor arbejde målrettet på, at Ukraine bliver medlem af EU. Ikke fordi det er synd for ukrainerne, men fordi vi har brug for et stærkt Ukraine til at styrke vores fællesskab i Europa.

Det betyder ikke, at vi blot skal lade stå til i forhold til kravene til medlemskab, men vi skal bruge flere resurser på at gøre Ukraine klar, så vores fælles værdier ikke kvæles i dynger af EU-regler, direktiver og forordninger.