Vi er alle blevet slaver af mobilen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»De unge mennesker og deres fandens mobiler.«

Det synes i lang tid at have været de ældre generationers slogan. De ældre generationer må her forstås yderst omfattende, for når man selv er i den yngre ende, er alle, der er ældre, jo som bekendt fra en tid med pauseskærm og sort-hvid-tv.

Jeg kan dog stille mig sympatisk med kritikken.

De »fandens« mobiler er over det hele: når folk går ned ad gaden med Facetime på fuld blæs; når de ikke ser hunden skide, fordi de er opslugt af nyhederne på deres gåtur; når podcasten i ørerne fylder mere end barnet i barnevognen.

Jeg køber bare ikke argumentet om, at det blot er de unge. For sådan forholder det sig ikke. Vi har med andre ord en klassisk: “Gør, som jeg siger, ikke, som jeg gør.”

Jeg kan komme med et par anekdoter fra mit eget levede liv, der er dugfriske i bevidstheden. Den første fra venteværelset til lægen, hvor jeg var med min kæreste.

For at det ikke skulle blive for kedeligt for mig at vente, havde en ældre herre foran mig heldigvis taget sin iPhone med for at scrolle igennem alverdens Instagram-reels med lyd på. Omend jeg ikke vil dvæle længe ved det, synes jeg, han fik overraskende mange videoer af geder, der skulle barberes.

Men algoritmerne er jo som sagt eksperter i lige det, du vil have.

Et andet eksempel er fra venteværelset hos CarGlass, hvor jeg havde fornøjelsen af en ældre herre, der spillede ”Candy Crush” med lyd på ved siden af mig i sofaen. Hvilken herlighed at dele sin personlige elektroniske fjollekasse og digitale overflod med resten af de nærværendes trommehinder.

Der danner sig således et billede – et, jeg forestiller mig, de fleste læsere kan genkende – af at de »fandens mobiler« ikke blot er et fænomen, der er forbeholdt yngre generationer. Det er sgu os alle sammen.

Omend jeg ikke er narcissistisk nok til at sidde og se gede-videoer på fuld skrue eller indvie mine medmennesker i de vilde point, der høstes i ”Candy Crush”, så mærker jeg selv, at telefonen fylder i situationer, hvor den ikke burde.

Jeg kan stemme i med forfatteren Theis Ørntoft, der beskriver i en video en – med egne ord dystopisk – tur i toget med sin datter, hvor alle i togstammen sidder suget til hvert sit lysende digitale univers.

Hertil kommer ligeledes en bemærkning om, at det i lang tid på sin facon lidt har været en slags kulturel og dyster vittighed, at det er sådan, det forholder sig – men han var tabt for ord for andre måder at beskrive det på.

Theis Ørntoft kalder sig selv naiv og drømmer om et samfund, hvor det er anderledes. Til det må jeg blot sige: Lad os være naive sammen, Theis.

For jeg drømmer om det samme. Ikke i den forstand, at telefoner og digitalitet skal udryddes og udraderes. Det er både en fjollet og urealistisk tanke. Men til at man i en hyperforbundet tid ikke lader mobilen med dens parasocialitet, opmærksomhedstyveri og fravær komme i vejen for reelt nærvær. Til at vi i stedet for at tage hånden ned i lommen efter fjollekassen rækker ud til det mellemmenneskelige og sprænger de digitale rammer, der har tryllebundet os.