Marchen, siden du nærmest trygler om det, må du også godt være med. Send mig en sms – eller skriv en leder mere, så finder vi ud af det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg blev ærlig talt lidt harm, da jeg læste Jyllands-Postens leder. I lederen omtaler Marchen Neel Gjertsen det nye Rådet for kulturel modstandskraft som en »snakkeklub« og for »pseudomodstand«.

Hvorfor er det en »snakkeklub«, fordi det er kulturpersoner, der står i spidsen? Hvorfor er det »pseudomodstand«, når det ikke handler om kampvogne og maskingeværer?

Det ærgrer og overrasker mig, at Jyllands-Posten ikke kan se ret langt ud over egen næsetip, når man fra hjørnekontoret skriver ledere.

Med Rådet for kulturel modstandskraft tager vi kulturen alvorligt. Vi giver kulturlivet muligheden for selv at definere og konkretisere, hvilken rolle kulturen spiller i modstanden mod de kræfter, der ikke vil os det godt.

Jeg kan forstå, at jeg djøfiserer kulturen med rådet. Men Rådet for kulturel modstandskraft gør faktisk det modsatte. For der er ikke en eneste djøf’er med i rådet.

Rådet er heller ikke sat i verden for at lave anbefalinger til en ny reform eller lovgivning, som en arbejdsgruppe eller ekspertgruppe ofte er. Det er sat i verden for, at vi kan definere den modstand, som ikke er krudt og kugler. Det, som er mindst lige så vigtigt, nemlig den demokratiske modstandskraft i form af diskussioner, viden, kritik, refleksion og ikke mindst sandheden.

Vi skal stå imod i en tid, hvor platforme til højre og venstre samt skumle bagmænd forsøger at kapre vores opmærksomhed, og hvor den næste generation allerede bliver stopfodret med indhold fra Beijing og Hollywood.

Jeg tror egentlig, at mange danskere, inklusive mig selv, kan have lyst til at gøre modstand mod meget af det, de hører og læser derude. Men måske mangler de inspiration og nogen til at hjælpe dem på vej. Og hvem bedre end modige personer fra kulturlivet til at sparke gang i en debat og en samtale?

Det glæder mig dog, at selvom Jyllands-Posten ikke kan se meget mening med mit såkaldte pseudoråd, vil Marchen Neel Gjertsen og journaliststanden alligevel gerne være repræsenteret. For selvom det åbenbart er en syltekrukke, så mangler der journalister i rådet ifølge avisen.

Jeg havde ellers ihærdigt prøvet at indskrænke mængden af kunstnere og kulturfolk, så rådet kunne arbejde så effektivt og hurtigt som muligt.

Men når der nu nærmest bliver tigget om det, så lad gå: Marchen, du er meget velkommen til at blive en del af rådet. Send mig en mail, sms eller endnu en leder i avisen, så finder vi ud af det. Men gør det hurtigt, for der er ingen tid at spilde.

Men så forventer jeg, at du ikke sidder med armene over kors, men at du går ind i diskussionen om, hvordan vi bedst ruster danskerne til at agere i den tid, vi lever. For vi lever i en farlig tid. En tid med stærke mænd med magt og en nærmest umættelig lyst til mere. Det har vi gjort før.

Selvom vi er i en anden tid, så er der grund til at være bekymret over, at den selvsamme type af mænd vinder frem flere steder i verden og forsøger at påvirke os både politisk og hjemme i stuerne.

Derfor skal rådet hjælpe danskerne og give dem nogle værktøjer til at kæmpe imod den stigende indflydelse fra techgiganter, Beijing og Hollywood. Vi skal diskutere det, der er vigtigt, og hvad der samler os som folk. For det er ikke bare noget pseudosnak eller djøferi, det er modstand og en kamp, som vi skal vinde.