Venstrefolk er ikke kønne nok til at stå til pynt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som en ulv i uldsweater og eneste venstremand i miles omkreds brugte jeg en sensommerlørdag til borgerligt konvent i Fredericia. Mit selskab var en my mere påskønnet end den socialdemokratiske lastbil med ordene »dyt, hvis du ser en borgerlig statsministerkandidat«, og dog stak min diplomatiske venstrefacon ud som en øm tå i selskab med resten af højrefløjen.

Det var ikke de politiske visioner, der skilte os ad. De øvrige borgerlige partier er nemlig lige så uenige internt, som de hver især er med mig. Dengang havde Messerschmidt (DF) netop meldt, at Danmark ikke længere skulle støtte ukrainernes frihedskamp økonomisk, hvilket stod og stadig står i skarp kontrast til den meget stædige linje, der lægges fra os andre i blå blok. Nu har han og Dansk Folkeparti meldt, at vi skal klippe alle diplomatiske bånd til USA og Donald Trump og helt forlade dialogen med verdens største militærmagt. Igen langt fra resten af den blå familie. Jeg har in mente, at det er mindre end et år siden, at han var nede og gnubbe skuldre på Mar-a-Lago, kun et par dage efter Trump sagde: »”Tariffs” is the most beautiful word to me.«

Det er heller ikke drømmen om en borgerlig regering, der splitter. Det er valget af arbejdsmetode, og om man ser det som kritik eller et kompliment at blive kaldt et magtmenneske.

Det har altid undret mig, at det falder i et hemmelighedsfuldt tonefald, når journalister kalder Venstre et magtparti, eller når oppositionen med næsen i skyen taler om lugten af læderet fra ministerbiler. Det er ikke en hemmelighed. Tværtimod er det en stor del af selvforståelsen og berettigelsen hos Venstrefolk, at det muliges kunst er vores spidskompetence, og at vi gør en dyd ud af at hakke en hæl og klippe en tå for at få ting til at ske. En tilgang, der var fraværende i Fredericia med undtagelse af Mona Juul (K), der lignede en, der lavede velgørende arbejde, da hun stod ved siden af de øvrige partiledere på scenen.

Det skal dog siges, at den ene metode ikke er mere rigtig end den anden. Hvad er et demokrati uden magtkritik, og hvad er et demokrati uden nogen til at udfylde magten og få folkets ønsker til at ske? Det vigtige er distinktionen mellem de to roller, og den er der blevet danset let og elegant hen over i fortællingen om de sidste par år med midterregeringen. Jeg har stor respekt for mine kollegaer i Liberal Alliance for den politikudvikling, som organisationen har lagt ramme om. Vi er også mange, der skylder dem et kip med hatten for, at de er lykkedes med at få unge mennesker smittet med den liberale feber.

Kampagnemaskinen virker, og der er noget betagende og medrivende over den kompromisløse underdog, der gør fra tribunen. Det er ikke indflydelse, der driver værket, og alligevel så har jeg en uforklarlig lyst til at være på hold med Alex Vanopslagh (LA) ligesom så mange andre unge liberale i disse år.

Der er lunt, men kedeligt deroppe på tribunen, og at man trods ultimativ lovning på det modsatte valgte ikke at sidde der, er den bedste retræte, Venstre har gjort sig. Den største fare ved at være ultimativ, det er nemlig, at man risikerer, at modstanderholdet ikke er det, og med de briller på, så kunne blå blok jo sagtens have lænet sig tilbage med korslagte arme og tilladt venstrefløjen at samarbejde Danmark i stumper og stykker.

Jeg tænkte mindre venlige tanker om regeringssamarbejdet, da jeg som medlem af Venstres Ungdom blankede en eksamen for at føre valgkamp med det formål at vippe Mette Frederiksen (S) af pinden. Jeg ville hellere æde en gammel lunken strandvasker end se mine partifæller forsvare socialdemokratisk politik dengang, og der var få grænser for, hvor højt jeg vægtede min egen stolthed over at være kompromisløst liberal.

I dag er skoen gået til, og selvom jeg er ked af, at det netop var mit parti, der skulle tage en for holdet, så er jeg glad for, at der var ét blåt parti, der valgte at agere støddæmper for det røde flertal, der trods alt var i Folketinget efter valget. Det bliver man ikke socialdemokrat af, og som mange andre liberale skriger jeg også ind i hovedpuden, når der kommer en fødevarecheck og en toptopskat ind fra højre. Men jeg fortæller mig selv, at det var sket uanset, fordi rød blok havde flertal, og at det var det værd, fordi dét, vi skulle stå i opposition til, hvis vi også havde taget os den luksus at stille på tribunen, havde været langt, langt værre.

Mette Frederiksen truer med at opsige velfærdsaftalen, når hun lover pension og guld og grønne skove til sine vælgere, og hvem vil helt oprigtigt stå på mål for, at en rød regering havde lavet de nødvendige investeringer i vores forsvar i en tid, hvor det trumfer al anden politik? At forære hende det uden kamp havde været uforsvarligt.

Venstrefolk er ikke kønne nok til, at vores mandater bare kan stå til pynt. Kig på os. Som race er vi desværre lavet mere til at sidde i de lukkede rum, hvor der laves aftaler, og knap så meget til at piske en stemning op som opposition. Havde venstretoppen valgt anderledes, da man forhandlede regeringssamarbejdet efter valget, så tror jeg, at Danmark havde været et værre sted, end det er i dag.

Irriterer det mig, at der også fulgte rød politik med i posen? Ja. Var det uundgåeligt? Ja. Er jeg stolt af, at Venstre valgte at tage ansvar alligevel? I den grad.